Det er jo bare for sjov!

Originalillustration af John Tenniel fra Lewis Carols “Alice I Eventyrland” (1865). Bearbejdet af Peter Waldorph.

Børn elsker bøger med humor – og voksne elsker at læse med. Humor i børnelitteratur åbner op for både store og små følelser – for alvor, afslapning, grin og gråd. Det er måske disse kontraster, der gør netop denne type litteratur til sådan et hit. For humor kan forene mennesker med samme sans for humor, men den kan også skille dem ad. Den kan få os til at tænke over menneskelige situationer, men også over vores situation som mennesker. Og det er da sjovt… Eller hvad?

Humorforskere beskriver humor som et grundlæggende træk ved det at være menneske. Ifølge humorforskningen må et barn opleve sikkerhed, for at en humoristisk latter kan fremkomme. Hos spædbørn ses smil og latter, men man må formode, at det ikke er forbundet med humor.

Der er dog ikke enighed i psykologien om, hvornår evnen til at opfatte noget som morsomt præcis kan iagttages hos barnet. Nogle mener, at det allerede hænder omkring 4-månedersalderen, når barnet er trygt og præsenteres for uventede stimuli. Andre hævder, at forståelsen af humor først indfinder sig omkring 2-årsalderen, hvor barnet besidder et sprog. I denne alder vil barnet også have udviklet en fantasi og dermed evnen til at kunne forestille sig andre virkeligheder.

Barnet kan i sine første år forstå enkle vittigheder og komik, men jo ældre barnet bliver, jo mere kompleks stimulering kræver det at vække humoren til live. Udviklingen af barnets smil fra fysiologisk velbehagsreaktion til social interaktion er udforsket af mange i psykologien, men smilet som en specifik reaktion på humor er ikke, da det er særdeles vanskeligt at undersøge.

Humorens tre parametre

Humor som begreb eller fænomen er vanskeligt at definere entydigt, men der kan identificeres tre parametre, der tilsammen beskriver, hvordan humor fungerer. Disse er inkongruens, lettelse og overlegenhed.

I inkongruensen ligger der en uoverensstemmelse mellem den måde, vi forventer, at en bestemt situation vil forløbe, og det, der rent faktisk finder sted. Et børnelitterært eksempel er, når Pippi Langstrømpe – med ét ben på fortovet og det andet i rendestenen – går forlæns ud og baglæns hjem for at slippe for at vende sig. Her optræder en sådan inkongruens, fordi vi ikke forventer, at Pippi vil gøre sådan, og vi trækker på smilebåndet over usædvanligheden.

Ved lettelse bliver humoren en lindring af vores indre alvor og smerte, og vi kan grine af ting, vi normalt undgår at tale om. Det gælder for eksempel, når de fantastiske griffere i Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865) skriver deres navne ned, fordi de er bange for at glemme dem. Alice griner og kalder dem tossehoveder, hvilket virker humoristisk, da barnet Alice ikke kan sætte sig ind i de voksne grifferes frygt for reelt at glemme deres egne navne. De voksnes frygt for glemsomhed bliver derved overvundet af barnets umiddelbarhed.

Overlegenhed knytter sig ikke, som de to første parametre, til vores individuelle psykologi, men til magtforholdet mellem mennesker og samfundsgrupper. Dette greb ses eksempelvis i Ole Lund Kirkegaards Albert (1968), hvor skomageren foragter drenge mest af alt i verden – dette på trods af, at han naturligvis selv har været dreng! Men hans fornægtelse af dette faktum som repræsentant for en voksen magt (med mangel på realistisk selvindsigt) peger på overlegenhed.

Teorierne siger, at hvis vi skal forklare, hvorfor vi griner i en bestemt situation, skyldes det ofte mindst to af de tre ovenstående begreber. Sigmund Freud melder sig ligeledes på banen i humordebatten, idet han beskriver humor som fornuftens og facadens frikvarter.

Gennem humor kan vi glemme hverdagens bekymringer og nærme os tabubelagte emner på en ufarlig måde – og netop dette er særligt interessant i børnelitteraturen.

Ordspil og nonsens kan gøre os høje, når deres poesi medfører en sproglig forskrækkelse og udløser dopamin i hjernen, som vi både bevidst og ubevidst opsøger.

Absurd uden at være noget vrøvl

I nær relation til humor ligger nonsens. Nonsensdigtningen har sit udspring helt tilbage i 1800-tallets England, hvor nonsenslitteratur for børn dukkede op, stort set samtidig med at teorierne om humor også begyndte at spire.

Nonsenslitteraturen for børn var inspireret af en folkelig tradition for ordlege, rim og jokes, som ofte viste et slægtskab med børnenes egne fortællinger og sproglege.

Ordspil og nonsens kan gøre os høje, når deres poesi medfører en sproglig forskrækkelse og udløser dopamin i hjernen, som vi både bevidst og ubevidst opsøger.

Tidligere blev begrebet nonsens brugt som synonym for rim og remser, men forskningen på området – herunder særligt den, som Anna Skyggebjerg har bedrevet i en nordisk kontekst – argumenterer for, at den ikke kan reduceres hertil. Nonsens kan nemlig både forekomme i poesi og prosa, ligesom nonsens ikke kun har med de formelle aspekter af en tekst at gøre som rim og rytme, men også med betydningsdannelsen i en tekst.

Man kan således tale om to fløje, når det gælder nonsens: nonsens som genre og nonsens som modus. Anna Skyggebjerg argumenterer dog for, at den ene opfattelse af nonsens ikke nødvendigvis udelukker den anden.

Originalillustration af John Tenniel fra Lewis Carols “Alice I Eventyrland” (1865). Bearbejdet af Peter Waldorph.

Med modus menes også nonsens som et stilgreb eller et virkemiddel i en fantasifuld tekst – som her i et uddrag fra Alice i Eventyrland:

“Nu havde syvsoveren lukket øjnene og var ved at falde i søvn, men da hattemageren kneb den igen, vågnede den op med et lille skrig, og fortsatte: ”- der begynder med h, såsom harehår og hårelår og hareskår… og hat og hukommelse og håndfuld og hip og hap – du ved, man siger ”åh, det er hip som hap” – har du nogensinde set en spandfuld med en hel håndfuld hip og hap?”

Nonsens kan desuden betegnes som en leg, som er karakteriseret ved tre overordnede kategorier.

Den første kategori angår virkelighedsfremstillingen, hvor nonsens skaber en særegen virkelighed, som ofte virker grotesk eller absurd.

Den næste kategori er logik. Denne handler om, hvorvidt den nonsens der optræder i en tekst, er alogisk eller logisk på sine egne præmisser.

Den sidste kategori er sproget. Her udfordres de gængse konventioner for et givent ords betydning – eksempelvis ved at lade det indgå i en ny, utraditionel sammenhæng.

I min egen børnebog Ester bringer jeg alle tre parametre i spil, når jeg blandt andet leger med ordsprog, og hvordan disse opfattes forskelligt af børn og voksne. Et sted i bogen lyder det for eksempel:

”Det gælder om at holde tænderne lige i munden, når man kaster sig ud i noget nyt”, plejede han at sige.
Og så tabte han ved et uheld en gammel tand lige ned i den hjemmerørte leverpostej.

Særligt interessant kan det være at dykke ned i de situationer i en tekst, hvor noget er sjovt for børnene og andet for de voksne, eller hvor én pointe kan være humoristisk for både børnene og de voksne, men af helt forskellige årsager.

Det gælder eksempelvis i Halfdan Rasmussens Børnerim, hvor det humoristiske, som læseren oplever, knytter sig til, hvorvidt man anskuer virkeligheden fra et børne- eller et voksenperspektiv – som her i rimet ”Inde i min mosters mave”:

Alle mødre har en mave
som engang var børnehave.
Hvis man ikke går i kloster
får man børn som lille moster!

Kritikken af den humoristiske børnelitteratur

Det er relevant at se på forholdet mellem humor og alvor i børnelitteraturen. Kritikken af den humoristiske børnelitteratur har særligt bestået i, at den udgør en fare for at ”dæmpe” alvoren og dermed hindrer litteraturens muligheder for at skabe emotionelle, engagerede og kritisk reflekterede læsere.

Denne kritik er jeg dog uenig i, da jeg netop ser humor som et redskab, der kan åbne op for både emotionelle, engagerede og kritisk reflekterede samtaler. Det er klart, at hvis barnet sidder alene med en læseoplevelse, der rummer både humor og alvor, kan humoren føles mere behagelig at holde fast i.

Humor er med andre ord særligt vellykket, når den tages alvorligt.

Jeg vil dog påstå, at litteratur til børn, der rummer både det alvorlige og det humoristiske, kan afføde refleksion og samtale, der er enormt givende. Humor i børnelitteratur kan skabe en unik mulighed for at italesætte tabubelagte emner, fordi vi netop i sammensmeltningen af humor og alvor kan rumme begge følelser.

Humor er dertil en væsentlig faktor i barnets selvforståelse og identitetskonstruktion, hvor humoren ikke blot bliver en måde for barnet at ventilere og reflektere over alvorlige emner på, men også et frirum, hvor det kan løsrive sig fra voksenkontrol. Humor er med andre ord særligt vellykket, når den tages alvorligt.

Den humoristiske børnelitteratur stammer altså fra et grundlæggende menneskeligt behov for humoristiske indspark – et fornuftens frikvarter. Ordspil og nonsens kan gøre os høje, når deres poesi medfører en sproglig forskrækkelse og udløser dopamin i hjernen, som vi både bevidst og ubevidst opsøger.

Det er desuden interessant at se på de refleksioner og samtaler, der kan opstå i interaktionen mellem barn og bog, barn og barn og ikke mindst mellem barn og voksen. At fylde den børnelitterære værktøjskasse med humor og nonsens giver et fantastisk afsæt for barnet som både læser og lytter, der åbner op for en verden af refleksion og grin med afsæt i børnelitteraturen.

Dét er bare for sjov(t)!

LÆS OGSÅ ...

De danske nominerede til IBBY Honour List 2024 er fundet

“Undskyld, men er der plads til en billedbog her?”

Men hvad skal jeg så læse?

Casper Grundtvig: “Børnene er utroligt gode til bare at tage ja-hatten på”

Børnelitteratur ud over alle grænser

Her er de danske shortlistede til IBBY Honour List 2024