Da jeg var barn, lærte jeg at læse tegneserier, fordi min far læste tegneserier. Det var ikke alting, jeg forstod lige med det samme – fx fangede jeg som barn ikke samfundssatiren i Asterix – men jeg blev ved.
Nutidens børn og unge bliver dog ikke nødvendigvis socialiseret ind i at læse tegneserier og andre former for billedlitteratur, og meget af den nyere billedlitteratur er både stilistisk og tematisk mere avanceret end de hæfter og blade, som jeg havde mit barnehoved begravet i. Derfor skal vi blive bedre til at tale om billedlitteratur.
Den visuelle vending
Når man ser ud over nutidens mange og forskelligartede former for billedlitteratur til børn og unge, kan det være vanskeligt at forestille sig en noget mindre visuel børnelitterær fortid.
For selv om billedbøger har været en del af børnelitteraturen siden begyndelsen, er det først for alvor inden for de seneste tyve år, at en decideret visuel vending er sat ind.
Med visuel vending mener jeg, at der er kommet flere illustrationer i bøgerne til børn og unge, og at de anvendes langt mere varieret og fremtrædende end tidligere.
Hvor bøgerne førhen kunne indeholde en begrænset mængde illustrationer, fremstår de nu gennemlayoutede med sikker sans for font og farver.
Der eksperimenteres med bogformatet: Én bog har hul igennem en enkelt side, en anden har hul hele vejen igennem bogen. Siderne er lavet som løsark, eller sider er limet sammen til én lang harmonika, den såkaldte leporellobog.
Alle bøger, lige fra de traditionelt ret beskedne fagbøger til læseletbøgerne, har fået en grafisk extreme make over, så de er rykket nærmere de lækre billedbøger.
Der eksperimenteres med layoutet: Romaner optræder med linjerede sider og små vignetter eller korte tegneseriesekvenser. Grafiske romaner udfordrer de traditionelle måder at organisere billederne på siderne.
Alle bøger, lige fra de traditionelt ret beskedne fagbøger til læseletbøgerne, har fået en grafisk extreme make over, så de er rykket nærmere de lækre billedbøger.
Den visuelle vending indtrådte med nullernes billedromaner og mangabølgen fra Japan. Hvor billedbøgerne tidligere kun var for førskolebørnene, begyndte de at bliver mere “litterære” og appellere til de større børn.
Fremkomsten af den grafiske roman i Danmark, der først primært var målrettet voksne og siden også henvendt til børn og unge, ændrede for alvor måden, hvorpå vi forstod tegneserier og andre former for billedlitteratur.
Nu begyndte billedlitteraturen for alvor at vandre ind i skolen – fra indskoling hen over mellemtrin til udskoling.
Billedlitteraturens stilistiske virkemidler
I min bog Bogen om billedlitteratur (2022) har jeg valgt billedlitteratur som en overordnet betegnelse for de mange typer af visuelle fortællinger, som findes på børnelitteraturmarkedet i dag, der blandt andet tæller billedroman, billednovelle, grafisk roman, billedbøger, tegneserier foruden de mange gennemillustrerede fagbøger, læseletbøger og seriebøger.
Mængden af nye genrer har ekspanderet voldsomt i løbet af de seneste tyve år, men måske er de hovedsageligt udtryk for forlagenes opfindsomhed mere end egentlige genremæssige nybrud. I hvert fald kan man langt hen ad vejen kategorisere de mange udgivelser som enten billedbog eller tegneserie.
I min bog navigerer jeg uden om diskussionen om genretilhørsforhold, da jeg ønsker at fokusere på værkernes stilistiske virkemidler.
Hvordan kan vi fx karakterisere billedsproget i Halfdan Piskets grafiske roman Dansker (2017), og hvordan påvirker værket os?
Hvordan og hvorfor komponeres teksten visuelt i billedbogen Klappelade Syltefisk (2020) af Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann?
Og hvad er det for en nærmest kladdehæfteagtig æstetik, man ser i populære humoristiske seriebøger som fx Stinestregens Myntes dagbog og Jeff Kinneys Wimpy Kid?
Denne vinkel på billedlitteraturen, hvor der fokuseres på et værks stilistiske virkemidler, betyder samtidig, at forholdet mellem tekst og billede indgår som et ud af flere forhold, man bør kigge på i analysearbejdet af det pågældende værk.
Den nordiske billedbogsforskning har lagt stor vægt på samspillet mellem ord og billede og det i en grad, så at jeg vil påstå, at der er brug for at udvide analysepaletten.
Tekst-billede-relationen kan nemlig ikke bære analysen alene, men bør også fokusere på materialitet, komposition og billedsprog, som også er medfortællende.
Disse fire elementer – materialitet, komposition, billedsprog og forholdet mellem tekst om billede – udgør de fire kapitler i bogen.
I kapitlet om materialitet undersøger jeg bogen som fysisk objekt ud fra begrebet paratekst, der bruges om alt det, der støtter primærteksten: omslag, format, kolofon m.m.
I kapitlet om komposition introducerer jeg begreber som gitter, layout og billedrammer, idet jeg diskuterer, hvordan illustrationer placeres i forhold til hinanden og i forhold til teksten.
Det længste kapitel i bogen handler om billedsprog. Noget billedsprog er mere kodet eller præget af konventioner end andet; det gælder fx de bølgede streger, der udgår fra en kop kaffe for at signalere, at kaffen er varm.
Sådanne visuelle koder indgår i større eller mindre grad i mange forskellige typer værker, fx i en grafisk roman som Art Spiegelmans Maus (1980), der handler om Holocaust.
Kapitlet i bogen trækker på indsigter fra blandt andet tegneserieforskningen, hvor man er optaget af, hvordan billederne “taler sammen”, og hvordan vi rent kognitivt skaber sådanne forbindelser.
Her introducerer jeg begreberne billedrim/sammenfletning, closure/mental sammenføjning og billedskift.
Kapitlet inddrager også begreber som beskæring, perspektiv og synsvinkel, som er kendt fra analysearbejdet inden for film- og medievidenskab og kunsthistorie, ligesom jeg argumenterer for, at streg, font og farver er mere end blot ornamentik, men udgør værkets stil. Jeg foreslår desuden en enkel oversigt over fire forskellige stilarter, som langt den meste billedlitteratur kan placeres i.
Børn og billedlitteratur
Undersøgelser af børns læsevaner har vist, at børns læselyst falder med alderen – især hos drengene. Og selv om vi udskifter det efterhånden belastede ord “læselyst” med fx “læseglæde”, ændrer det ikke ved, at vi må have flere børn og unge til at finde mening i litteratur og læsning.
Det kan billedlitteraturen måske hjælpe med. Millioner af børn og unge verden over er ellevilde med serier som Hundemand, Tom Gates, Kaptajn Underhyler, Wimpy Kid og Store Chris.
Det er bøger, som er karakteriseret ved et farverigt persongalleri, højt tempo, gakket humor, halvskøre plots – og billeder! Serierne er nemlig fulde af billeder og fede visuelle detaljer i en sjov og original kombination af roman, illustrationer, tegneserie og notesbog.
Billedlitteratur inddrages typisk i danskundervisningen, men det område kan sagtens udvides.
Den visuelle vending er altså godt nyt for læsetrætte børn, da mange bliver motiverede af at læse billedlitteratur – også selv om billedlitteratur på ingen måde er simpel. Men måske føles det overkommeligt at gå om bord i en bog, der – som Tom Gates og Hundemand – har en masse luft mellem sætningerne, visuelle finurligheder og sjove illustrationer.
Billedlitteratur inddrages typisk i danskundervisningen, men det område kan sagtens udvides. Karoline Stjernfelts velresearchede trilogi I morgen bliver bedre (2015-) om Struense, Caroline Mathilde og Christian 7. er fx oplagt at bruge i historie- og samfundsfag sammen med andre kilder. Danmarkshistorien bliver mere nærværende, når man ser en beslutsom Caroline Mathilde spankulere afsted i herretøj, glane forelsket efter Struense, eller når man følger kongens sindslidelser indefra. Den præcise afbildning af bygningerne i København kan måske motivere til arkitekturhistorie – og i hvert fald genkendelse.
Et nyt fagsprog
I forbindelse med udgivelsen af Bogen om billedlitteratur har jeg været i kontakt med en nordmand, som arbejder med børn og unges læsning.
Hans oplevelse er, at mange elever mangler sprog og begrebsforståelse, når de skal mene noget om tegneserier eller illustrerede bøger. De kan udmærket forholde sig til tekstbøgers litterære sprog, handling, symbolik, personkarakteristik og så videre, men når det gælder billedlitteraturen, nøjes de med udsagn som ”billederne er fede” eller ”billederne er kedelige”. Og ofte kan de ikke redegøre for, hvordan billeder og tekst arbejder sammen.
Jeg tror ikke, at norske elever er synderligt anderledes end danske, når det gælder et manglende fagsprog. Faktisk er det min påstand, at også mange voksne mangler begreber fra den billedlitterære ordtank.
Begreber, som kan indfange, hvad der er på spil i billedlitteraturen, uanset hvilken genre eller format den optræder i, og uanset om illustrationerne fylder lidt eller meget.
Intentionen med Bogen om billedlitteratur har derfor været at sætte spot på, hvordan vi taler om alt fra den grafiske roman til den gennemillustrerede fagbog på en mere kvalificeret måde end blot “tegningerne er pæne” – eller kedelige, for den sags skyld.
Vi bør tænke på billedlitteratur, som noget man underviser i, og som noget man lærer at læse. At læse billedlitteratur er nemlig sjældent noget, man enten kan eller ikke kan.
MARIANNE ESKEBÆK er forfatter til Bogen om billedlitteratur, som udkom i 2022 på Akademisk Forlag.
I bogen bruger hun begrebet billedlitteratur som en betegnelse for de mange typer af visuelle fortællinger, der findes i dag, og fortæller gennem en række eksempler, hvordan de stilistiske virkemidler fungerer.
Undervejs giver hun desuden konkrete bud på, hvordan undervisning i billedlitteratur på alle klassetrin kan gribes an.
