Vi har bedt en række bogfolk om at se tilbage på bogåret, der er gået. Og ligeledes om at se frem mod det kommende år. Næste i rækken er illustrator Signe Kjær.
Hvad har været det mest udfordrende som illustrator i 2023?
Jeg har arbejdet på et ret omfattende udsmyknings projekt i “Kreativt hus for børn” i Roskilde. Der har jeg skulle arbejde i mange forskellige medier, jeg har malet på væggene, syet teaterdukker og bygget kukkasser. Det er virkeligt spændende at bruge illustrationen i andre medier. Mens jeg lavede det projekt, tænkte jeg, at det var ligesom at illustrere et hus – frem for en tekst, som jeg sædvanligvis gør.
Hvad har været det mest inspirerende i 2023?
Jeg bliver inspireret, når jeg er væk fra tegnebordet. I høj grad når jeg er ude. Så går jeg og tænker på, hvordan man kan tegne det hele. Regndråber i en sø, følelsen af blæst i øjnene og et træ set nedefra …
Hvad har du undret dig mest over i 2023, når du ser tilbage på “bogåret”?
Der er virkeligt mange ting, jeg kan undre mig over, men 2023 har ikke haft meget plads til undren, for jeg har tegnet utroligt meget hele tiden. Måske 2924 skal have lidt bedre plads til undren?
Hvad er du mest stolt af som illustrator i 2023?
Jeg er stolt af, at jeg lever af at tegne, at jeg er kommet igennem døren ind i bogverdenen. Og nu er det lykkedes mig at skabe et liv, hvor jeg bruger alle mine arbejdstimer på at tegne de mest fantastiske bøger, skrevet af utroligt dygtige mennesker.
HIMMELØJNE
af Trine Bundsgaard og Signe Kjær (ill.)
Trine Bundsgaard har skrevet og Signe Kjær har tegnet en stærk og poetisk billedfortælling om en kærlighedsrelation, som langsomt går i stykker. Det er en historie om afmagt og tvivl og om at finde sit eget sted at stå.
Himmeløjne er en øjenvidneberetning om at vokse op med en skilsmissefar, som langsomt mister taget om sit liv. Historien starter ved en lille piges første besøg hos faren efter skilsmissen og slutter, da pigen som teenager får nok af undskyldninger, svigt og druk og giver slip på sin far for selv at kunne leve.
Hvad ser du mest frem til i 2024?
Jeg har en masse bøger, som ligger og venter på at blive tegnet. Jeg glæder mig virkeligt til at tegne dem alle sammen! Det bliver ikke meget forskelligt fra 2023, heldigvis!
SIGNE KJÆR er illustrator og har modtaget Kulturministeriets Illustratorpris for billednovellen “Bjørnen” (skrevet af Tina Sakura). Hun tegner analogt og klipper elementer til sine illustrationer ud i hånden. Signe vidste, at hun ville tegne bøger allerede, da hun var syv år gammel.