At udtryksformer som skrift, billede og lyd indgår i slægtskab i børnelitteratur, er ikke i sig selv noget nyt. Alligevel er der aktuelt en tendens til øget hybridisering, hvor børnelitteratur bliver til i samspil mellem forskellige medier, udtryks- og kunstformer.
Det kan vi fx iagttage i form af udgivelser som digitale fortællinger, lydbøgernes renæssance og andre børnelitterære tekster, der iklæder sig forskellige æstetiske dragter og flytter rundt mellem medier. Ikke sjældent udkommer den samme fortælling i dag på samme tid som bog, lydbog og e-bog og bliver måske endda genskabt som teater, film eller grafisk roman.
Felix og Åmanden (2022) af Kenneth Bøgh Andersen er et aktuelt eksempel på børnelitteratur, der udkom som bog, e-bog, lydbog og tv-serie på næsten samme tid, og hvor fx lydbogen er iklædt sin egen æstetiske dragt med indlæsning af forfatteren selv samt baggrundsmusik og -lyde.
Børnelitteratur har dog altid benyttet sig af forskellige medier og udtryksformer. Siden man begyndte at nedskrive eventyr og dermed gøre de mundtligt overleverede fortællinger skriftlige, flyttede de fra en udtryksform til en anden. Med nedskrivningen kom der desuden illustrationer til, sådan at velkendte eventyr i dag findes i mange visuelle udformninger. Tænkt blot på H. C. Andersens Den lille havfrue, der er blevet genskabt på et væld af forskellige måder: fra de første illustrationer af Lorenz Frølich fra omkring midten af 1800-tallet, hvor hun er gengivet som en voksen kvinde, til Walt Disneys unge, seksualiserede version, der også findes i bogudgivelser.
Dertil kommer, at eventyr ofte bliver læst højt, ligesom de findes i lydbogsversioner indlæst af forskellige oplæsere. Siden er filmmediet kommet til, som har givet nye æstetiske dragter til de velkendte fortællinger i animations- eller spillefilm, ligesom børnelitterære karakterer også kan dukke op i digitale universer eller computerspil.
Børnelitterære vandringer
Børnelitteratur vandrer på den måde rundt mellem medier. Tidligere på året udkom fx Drengene fra Sankt Petri som grafisk roman af Erik Barfoed og Kristian Eskild Jensen baseret på Bjarne Reuters roman fra 1991, der også udkom som film instrueret af Søren Kragh-Jacobsen i 1991. I den grafiske roman bliver fortællingen genskabt gennem ekspressive farvetoner og -skift og med gennemgående tegneserieæstetik, hvor meget betydningsdannelse foregår gennem ”closure”, som tegneserieteoretikeren Scott McCloud kalder det at ”observere dele, men forstå et hele”.1McCloud, S. (1993). Understanding Comics. The Invisible Art. New York: Harper Collins.
Tegneserieæstetikken er blandt andet karakteriseret ved vekslen mellem forskellige former for rammer, linjer og gitterstruktur, som også af og til brydes og dermed tiltrækker sig opmærksomhed. Spændet mellem billeder, billedbeskæringer, farver og layout bidrager til at skabe toner, stemninger og atmosfære og inviterer til at blive læst med sanserne forrest, og dermed går denne version af fortællingen om drengene fra Sankt Petri i dialog med de to tidligere versioner.
Drengene fra Sankt Petri er blot et blandt mange eksempler på, at litteratur for børn og unge kan iklæde sig forskellige æstetiske dragter og vandre mellem medier. En del romaner bliver i disse år genskabt som film, teater og/eller grafiske romaner, ligesom noveller bliver genskabt som billednoveller. Vandringen går også af og til den anden vej, sådan at fx en film eller en serie fra en streamingtjeneste udkommer som bog.
Den unge engelske forfatter Alice Osemans meget populære Heartstopper-fortællinger er et interessant eksempel på litteratur, der vandrer mellem og bor i forskellige medier. Hun udgav dem selv først som online tegneserier, og de litterære karakterer er siden dukket op i bøger, grafiske romaner og som en Netflix-serie.
Litteratur har på mange måder altid levet mellem medier og kombineret forskellige udtryksformer som skrift, billede og lyd, og det er det, som blandt andet intermediale tilgange2For en introduktion hertil se Bruhn, J. og A.Q. Henkel (2023). “Intermedialitet”. I: J. Fibiger og N. Mølgaard (red.), Litteraturens tilgange. København: Hans Reitzels Forlag. er optaget af i en erkendelse af deres sameksistens og ligeværdighed. Med det intermediale blik fokuserer man på, hvordan der er noget på færde mellem forskellige udtryksformer i eller mellem litterære tekst(er), og hvordan det medfører nuancerede sensoriske og perceptuelle henvendelser til læseren.
Børnelitteratur, bogtrykkerkunst og boghed
Litteratur- og medieudviklingen foregår i skæringsflader mellem teknologi, kunst og kultur, og børnelitteratur udvikler sig i disse skæringsflader. Litteratur har altid udviklet sig i dialog med teknologiske udviklinger, forskellige udtryksformer og lignende – også før den digitale tid. Det helt grundlæggende eksempel herpå er de vidtrækkende ændringer, litteraturen oplevede med bogtrykkerkunstens opkomst i 1400-tallets Europa, som fik altafgørende betydning for udviklingen af bogformatet og distribueringen af litteratur.
Et humoristisk eksempel på overgangen fra papirruller til det nye og ukendte medie papirbogen er en sketch, som gik viralt på sociale medier for nogle år siden, hvor den norske munk Ansgar skal have hjælp fra ”helpdisk” til at åbne en bog og dermed håndtere den nye teknologi.
Et eksempel som dette peger på, at papirbogen, som vi i dag har et fortroligt og naturaliseret forhold til, ikke altid har eksisteret i den form, vi kender i dag.
Ét er bogen som medie, noget andet er litteratur som kunstart. Bog og litteratur har historisk set været tæt forbundne, men aktuelt er den selvfølgelige forbindelse mellem de to ved at blive opløst, sådan at litteratur også kan finde sted i andre medier.
Udviklingen af bogtrykkerteknologien kaster også lys over, at bogen som medie er en historisk betinget konstruktion og ikke et naturgivent faktum. Bogmediet har altid været og er under konstant udvikling, helt aktuelt i udveksling med andre tekniske medier som bærbare computere i form af tablets og mobiltelefoner. Så ét er bogen som medie, noget andet er litteratur som kunstart. Bog og litteratur har historisk set været tæt forbundne, men aktuelt er den selvfølgelige forbindelse mellem de to ved at blive opløst, sådan at litteratur også kan finde sted i andre medier som mobiltelefon, tablet og computer og dermed anvende forskellige udtryksformer og invitere læseren til konkret interaktion, fx ved at aktivere nogle interaktive steder i fortællingen.
Med andre ord kan man sige, at litteratur udvikler sig i en intermedial kultur – det vil sige med brug af forskellige udtryksformer som skrift, billede og lyd, og ved at bruge forskellige medier som bog og computer. På et mere overordnet plan kan denne udvikling, hvor bogen som medie løsriver sig og vandrer ind i andre medier, også iagttages med den stigende udvikling og brug af e-bøger og lydbøger.
Mange børnebøger i dag ”leger” med forsidens muligheder og bogens fysikalitet og dermed måde at være i verden på. Papirbogen er på den måde blevet mere selvbevidst.
Et vigtigt aspekt i den digitale udvikling er imidlertid, at den papirbårne litteratur svarer igen ved at blive mere opmærksom på sit unikke medie, nemlig papirbogen med sider limet sammen i venstre side og en for- og bagside i et andet materiale. Det kan man blandt andet se, i kraft af at mange børnebøger i dag ”leger” med forsidens muligheder og bogens fysikalitet og dermed måde at være i verden på.
Papirbogen er på den måde blevet mere selvbevidst. Der eksperimenteres med bogformatet i størrelse, materiale og form, eller der bliver gjort noget særligt ud af udgivelser med stofryg, smudsomslag, særlige fonte, læsebånd i silke, udstansninger, opslag der kan foldes ud m.m. Her er der tale om en interesse for bogens boghed med et begreb fra den amerikanske litteraturforsker Jessica Pressman. 3Pressman, J. (2020). Bookishness. Loving Books in a Digital Age. New York: Columbia University Press.
Lydbogens renæssance
På tilsvarende vis leger den børnelitterære lydbog også med sin boghed. Det kan man se, ved at lydbogsformatet oplever en renæssance i disse år i forhold til en meget større og bredere lytterskare såvel som i forhold til formatet i sig selv, hvor forfattere, forlag og andre producenter er begyndt at udvikle lydbøger og lydfortællinger på formatets egne æstetiske præmisser. Det er lydbogsversionen af Felix og Åmanden et blandt mange eksempler på. Der har ellers historisk set været en tendens til at knytte lydbøger til at have en kompenserende funktion, da de oprindeligt blev udviklet til mennesker med synshandicap. Men lydbogen er ikke blot en afledning af den ”rigtige” bog, men et medie i sin egen ret, og formatet skal anskues som en selvstændig kunstform, pointerer lydbogsforskere. 4Have, I. og B.S. Pedersen (2016). Digital Audiobooks: New Media, Users, and Experiences. New York: Routledge; Rubery, M. (2016). The Untold Story of the Talking Book. Cambridge: Harvard University Press.
At gentænke lydbogen som et medie i sin egen ret bliver særlig aktuelt i en medietid med mobile devices, hvor lydbøger er blevet mere tilgængelige, og mobiliteten væsentlig bedre, end da man skulle låne kassettebånd eller CD’er på biblioteker. Lydbogen som medie er så at sige blevet sat fri.
Børnelitteratur har altså historisk og aktuelt iklædt sig mange forskellige æstetiske dragter, og der er mange familiære bånd og slægtskaber mellem udtryks- og kunstformer i litteratur for børn og unge. Skrift, billede og lyd har arbejdet sammen længe og står (stadig) hinanden tæt.
