Kamila Slocinska, Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen har været i Seoul og på Nami Island, Sydkorea. 9-16 maj 2017. Det kom der en artikel i Klods Hans 3-2017 ud af.
Desværre tillod pladsen ikke de mange flotte billeder, som hører til artiklen. Derfor bringer vi artiklen her med flere billeder. Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
Kamila Slocinska, Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen skriver om deres oplevelser:
Det billede, som bedst beskriver den overordnede stemning fra turen til Sydkorea er: At stå på et podie, midt i et stort bassin, hvor bobler af røg stiger op og indhyller vandoverfladen i en tågebanke, mens vi skriver i en bog af glas. Ja, det lyder tacky, men det er faktisk et helt reelt ritual, til en festmiddag på Nami Island. Tågebanken vi befandt os i, den resterende del af turen, skyldtes mere et utrolig hårdnakket jetlag, som betød, at vi faldt besvimede om på vores hotelværelser, for en time senere, at vågne op igen og efterfølgende ligge lysvågne, og totalt udkørte til næste morgen. Jeg havde desværre fået den forkerte bog med, ”Nation Lisbeth”, et komplet ubegribeligt litteræret eksperiment.
Heldigvis kunne Lilian låne mig to selvbiografier af en kræftsyg, lesbisk DJ. Så behøvede jeg ikke, at stå hele natten i vinduet, og glo ud over Seouls kontorbygninger under den grågule dyne af smog, eller følge med i to mænds forsøg på at fange en taxi til en meget beruset dame, som hele tiden gled ned på fortovet, selvom de ihærdigt forsøgte, at få hende til at holde fast i et vejskilt. Selvfølgelig var der også toilettets kontrolpanel at udforske, det kunne give selv rutinerede piloter sved på fingrene.
Kamila var lynhurtig til at finde rundt og vidste, hvad der var spændende at se i Seoul, tak Kamila! Det var heldigt, efter den noget skuffende tur med den danske ambassades udsendte til Book-City. Vi var stillet i udsigt, at møde redaktører og bogfolk, men blev vist forbi endeløse rækker af bogreoler, for at slutte i en forlagsboghandel. En meget fin og stilfuld dame i boghandlen, viste os en bog om den Koreanske klædedragts skiftende længder, gennem de seneste tusinde år. Lilian fik øje på en bog, som hun gerne ville se nærmere på. Den stod øverst oppe på en reol, så en stige måtte findes frem. Oh gys og gru! Den var støvet og måtte omhyggeligt gøres ren. Det var en tatoveringsmalebog, hvor forskellige dele af kroppen var tegnet ind, så man selv kunne male tatoveringerne på, en skulder, en arm, et ben, ja, en tissemand såmænd.
Rejsens endelige mål var Nami Island. En temapark, ledet af den karismatiske Mr. Kang, grafiske designer, forfatter og illustrator, og stor beundrere af Lilian. Så meget, at vi nær ikke havde fået hende med hjem igen. Han ville have hende med til en anden ø, hvor han skulle flyve over, ledsaget af en gruppe kunstnere, senere på ugen. Vi besøgte ham i hans atelier, hvor vi så en video, om et af hans projekter: Art in the sky, en flok jetjagere tegner på himlen efter Mr. Kangs anvisninger. Nami Island er en lille ø, med en ret enestående menneskeskabt natur. Det var kun en sandbanke i en sø, men blev fyldt op med ler og jord, og beplantet. En meget flot allé af gingotræer, er øen kendt for. Og en romantisk film, Winter Sonata, er blevet optaget på øen.
Kærestepar fra nær og fjern kommer stormene med deres selfiestænger. Øen besøges af flere millioner om året, og hovedattraktionen er temaparken, bygget op omkring børnelitteratur og illustration. Der uddeles priser til illustratorer hvert andet år, og laves en super flot udstilling med vinderne. Vi var med til prisoverrækkelsen, og Vagn Plenge nåede også at støde til os. Bagefter var der optog og præsentation af verdens længste riskage, et meget elastisk stykke bagværk, som en 500 meter lang medisterpølse, der skulle køre rundt imellem os, en meget kompliceret og monokrom udgave af et kaffebord.
Vi havde før afrejse, brokket os noget over alle de URGENT!!! mails vi fik fra Ambassaden, med krav om high-res. filer, scanninger, originaler, CVer, personlige præsentationer og endeløse spørgsmål, alle ledsaget af ASAP! Men vores irritation blev gjort noget til skamme, da vi så hvor flot en udstilling de havde fået op at stå. Det er nok også første og sidste gang vi ser os selv på 8 x 10 meter store billboards. Bortset fra søvnmangel, kulturchok og en yderst tvivlsom kogt blodpølse, var det en spændende oplevelse. Lilian og Kamila er skønne at rejse med!
Vi lavede en workshop med de Koreanske børn. Kamila gav dem lakridser dyppet i frysetørret hindbær, det så sjovt ud. Vi ville have lært dem at danse om juletræet og synge, nu er det jul igen og nu er det jul igen, men det var der ikke tid til. Bare ærgerligt, når man nu kommer så langvejs fra.
