

af Janne Hejgaard, bestyrelsen
IBBY Internationals 37. generalforsamling blev 12.9.2020 afholdt digitalt med deltagelse af 120 mennesker fra hele verden. Generalforsamlingens dagsorden indeholdt de samme punkter, som de fleste andre generalforsamlinger, med godkendelse af formandens beretning, af forslag til vedtægtsændringer, af regnskaber ol. Alt havde nogle dage i forvejen været til afstemning i de nationale sektioner og var blevet godkendt. Eneste spændende punkt var valg af den ny bestyrelse, hvor der var 16 kandidater til 10 pladser. I den nye bestyrelse, hvis medlemmer sidder i 4 år, savnede IBBY.dk kun en af dem, vi havde stemt på – den svenske kandidat.
Som meget kortfattet referat kan fortælles, at IBBY har nu 81 nationale sektioner. Man kan følge med i sektionernes arbejde både på Facebook (https://www.facebook.com/ibby.international) og Twitter (https://twitter.com/ibbyint).
IBBYs formål er At bringe børn og bøger sammen, og det sker verden over på utallige måder. Der er oprettet specialbiblioteker for og om børn med handicap (IBBYs bibliotek i Toronto, Canada, som nu indeholder ca. 4.000 titler på 40 sprog), og for flygtningebørn (på Lampedusa i Middelhavet) – herunder også via et pilotprojekt, Books on board, som sørger for, at der findes børnebøger ol. på de skibe, som sejler rundt i Middelhavet og prøver at redde flygtninge. Dertil kommer et utal af projekter, som sætter fokus på god børnelitteratur, og som handler om at lære børn at læse – og ikke mindst at opdage glæden ved at læse.
De mange projekter koster penge, og chefen for IBBY.orgs fundraising, Patricia Aldana, bad de nationale sektioner om at prøve at skaffe flere midler. Vores bidrag i IBBY.dk har været at annoncere for de tørklæder, IBBY sælger for at skaffe midler.
Stemningen var god blandt de mange deltagere, som alle arbejder gratis for en sag, vi brænder for.