Forfatteren Jesper Wung-Sung i samtale om sine nyeste værker med Søren Fanø, cand. pæd. og master i børnelitteratur tirsdag d. 24. oktober kl. 17.00 – 18.00 på M/S Samka (Bibiana), som ligger i Aarhus Havn, Hack Kampmanns Plads 2 – lige ved Dokk1.
Hent invitation i pdf-format her.
Forfattermødet er arrangeret af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Det er gratis at deltage, og man skal ikke melde sig til på forhånd.
”En fugl synger ikke, fordi den har et svar. Den synger, fordi den har en sang.”
Dette citat fra Jesper Wung-sungs nyeste roman til voksne En anden gren kan stå som motto for den samtale, vi vil føre om primært Jesper Wung-Sungs fire værker fra 2017:
Børnebøgerne Lillefingeren, illustreret af Otto Dickmeiss, Dyrene og tiden illustreret af Ursula Seeberg, barndomserindringerne Lynkineser illustreret af Rasmus Meisler og endelig hovedværket i forfatterskabet En anden gren.
Hvad driver værket? Hvad sker der når man gnaver af hovedstolen? Familiefortællingen i forfatterskabet? Litteraturens rolle. Eksistentialisme i børne- og voksenhøjde.
Herudover vil samtalen gå på kryds og tværs i et af de mest spændende forfatterskaber for børn, unge og voksne lige nu. Fra debutten tilbage i 1998 med To ryk og en aflevering frem til nu.
Endelig vil Jesper Wung-Sung læse udvalgte passager op fra de nyeste værker.
Velkommen ombord til en litterær oplevelse, der selvfølgelig også vil bære præg af forfatterens maritime Marstal opvækst. Som forfatteren stammer M/S Samka også fra Marstal.
Søren Fanø har skrevet monografien: Jesper Wung-Sung. Et forfatterskab, anmeldt værkerne for bogbotten.dk og lavet både skriftlige og mundtlige interviews med forfatteren.