af Sara Nordlund-Laurent

På London Book Fair i marts blev Esbo stadsbibliotek udnævnt til The Library of the Year 2019, og i august vandt Helsingfors’ nye centralbibliotek, Ode, prisen Public Library of the Year 2019 på den internationale bibliotekskonference IFLA. Esbo stadsbibliotek fik prisen for dets tjenester og aktiviteter, mens sidstnævnte pris var en hyldest til biblioteksbygningen og dens arkitektur.

Bibliotekerne i Finland værdsættes af både de lokale brugere og af bog- og biblioteksbranchen i udlandet.

Ode Centralbibliotek

Ode Centralbibliotek er Helsingfors’ Stadsbiblioteks nye flagskib. Det blev indviet på Finlands uafhængighedsdag i december 2018, og er en statelig bygning på cirka 16.000 kvadratmeter fordelt på tre etager. I stueetagen møder besøgende et medborgerområde, en café og en biograf. Anden sal er besat af bibliotekets Maker Space, hvor kreative brugere samles ved store borde udstyret med forskellige typer grej til brug for teknologi, håndarbejde og håndværk. Her kan man også booke sit eget lille rum fx for at spille VR-spil, musik eller holde et møde. På øverste etage, der har en drømmeagtig loftshøjde, bølgende former og enorme vinduer, åbner boghimlen sig. Her står bogsamlingerne på lave hylder, her finder man kunst og grønne planter, et eventyrrum, behagelige lænestole – og som kronen på værket: en terrasse med udsigt til Riksdagshuset, Musikhuset og Finlandiahuset.

Før åbningen af Ode fandtes ikke noget egentligt centralbibliotek i Helsingfors, og det er tydeligt, at både lokale og turister har manglet et sted af Odes kaliber: et centralt beliggende sted, som er åbent for alle fra tidlig morgen til sen aften og gratis at besøge. Og Ode har bestemt vakt interesse og glæde. Ca. 10.000 mennesker besøger dagligt biblioteket, og ved specielle arrangementer som fx Harry Potter Book Night kan antallet af besøgende stige til det dobbelte. Det betyder, at en stor del af bibliotekarernes arbejdstid bruges dels på kerneaktiviteter, dels på at guide alt fra skoleklasser til turistgrupper. Alle bibliotekarer arbejder med kundeservice og vejledning på alle etager, så en børnebibliotekar også kan hjælpe med 3D-printere, digitalisering eller information af fx seniorer.

Ode til børn og unge

I dette efterår er Michelle Mattfolk blevet ansat som børnebibliotekar med særligt fokus på bibliotekstilbud på svensk. Hun fortæller, at biblioteket tilbyder eventyr på søndag aftener, og at der er forskellige typer opgaver til børn og unge, som ønsker at opdage Ode på egen hånd. Det er videre meningen, at biblioteket fremover skal lave arrangementer for skole- og dagplejegrupper, og for familier fx med fokus på samtale om bøger og ordkunst.

Til foråret vil alle byens syvende klassetrin kunne høre foredrag om litteratur på både finsk og svensk på Ode. I begyndelsen af november er biblioteket parat til Halloween med bl.a. hemmeligheder, uhygge og bagning af spøgelseskiks, for i Ode er der også et køkken. Senere samme måned vil der blive tilbudt programmer med inspiration fra Warrior Cats‘ univers, og selvfølgelig vil Erin Jägers populære bogserie være i centrum.

Ode organiserer også mange begivenheder i samarbejde med kræfter udefra. Byens legepladser arrangerer dagligt programmer for de mindste besøgende i selskab med voksne, og de kan vælge fx baby-disco, -cirkus eller -poesi.

Verdens bedste bibliotekstjenester

Hvor intet bibliotek i Finland rent arkitektonisk kan konkurrere med Ode, er der et stadsbibliotek, hvis tjenester er i verdensklasse. Esbo stadsbibliotek (som hører til det samme netværk for offentlige biblioteker i hovedstadsområdet som Ode, dvs. Helmet eller Helsinki Metropolitan Area Libraries) har målrettet og langsigtet opbygget deres tilbud både indenfor og udenfor bibliotekets vægge, og man har desuden været særligt opmærksom på det demokratiske aspekt. Netværket rummer atten biblioteker og to biblioteksbusser, og man har formået at betjene byens beboere så godt, at næst efter rent vand fra vandhanen er biblioteket det mest værdsatte af kommunens tilbud.

Andre har også fået øje på bibliotekerne i Esbo, og byen er i øjeblikket både Årets bibliotekskommune i Finland og Library of the Year i verden. Den sidstnævnte pris blev overrakt på London Book Fair i marts i år. Motiveringen var bl.a. at stadsbiblioteket har brugt innovative og funktionelle løsninger for at få mennesker i enhver alder og med enhver baggrund til at føle sig velkomne. Det handler bl.a. om de åbne biblioteker, som kan bruges, når personalet ikke er til stede, og de opsøgende aktiviteter, hvor bibliotekerne sørger for at komme der, hvor folk opholder sig.

De største biblioteker i Esbo har derfor til huse i indkøbscentre, og det hører til bibliotekarernes arbejde at besøge fx skoler, hospitaler og plejehjem. I efteråret 2015 begyndte biblioteksbussen regelmæssigt at tage ud til modtagecentre for asylansøgere og flygtninge, for også at være et tilbud til samfundets mest udsatte mennesker.

Bibliotekstjenesterne for børn og unge i Esbo er unikke. Der er specielle bibliotekarer, som arbejder med lærere og småbørn for at kollektivt give børn lyst til at læse, og for at give alle samme chance for at vokse op og blive læsere. Foruden bogsnak, historiefortælling og informationssøgning arrangeres forskellige typer workshops med et program, som rummer alt fra ordkunst og poesi til musik og kodning. Fokus for alle aktiviteter er historier, læsning, aktivitet og oplevelse.

• 

• 

• 

• 

Hvis du vil vide mere om Esbo stadsbiblioteker, og hvad der er specielt ved de offentlige biblioteker i Finland, kan du se videoen 100 Reasons why these Finnish Libraries are the Best in the World af Saala Erlo og Topias Salonen. Klippet er tilgængeligt på Youtube og vandt Metropolitan Libraries Short Film Award på IFLA-konferencen i Athen.

En prinsesse på besøg

De offentlige biblioteker i Finland tiltrækker desuden international opmærksomhed. Da hendes kejserlige højhed prinsesse Kiko fra Japan i juli i år kom på statsbesøg med sin mand prins Akishino, var både Iso Omena-biblioteket i Esbo og Ode Centralbibliotek med i prinsessens officielle program. IBBY Finland nød også godt af den kejserlige glans, da prinsesse Kiko havde bedt foreningen om at arrangere et møde med børnebogsforfattere og -illustratorer. Mødet, som blev omhyggeligt forberedt, fandt sted på Ode den 5. juli. Mere herom kan læses i artiklen “Magic in the air. Meeting Her Imperial Highness Princess Kiko” i IBBY Finlands medlemsblad Virikkeitä nr. 3/ 2019. Artiklen rummer tekster skrevet på fire sprog af syv forskellige, og den kan læses online på https://ibbyfinland.wordpress.com/virikkeita/.

Sara Nordlund-Laurent er fil.mag. i nordiske sprog og litteratur, bibliotekspædagog på Esbo stadsbibliotek og bestyrelsesmedlem i IBBY Finland.

(Artiklen supplerer en notits i Klods Hans nr. 4-2019 og er oversat af Janne Hejgaard.)

Se, føle, høre. Udstilling, artefakter, litteratur. Når man træder ind på børnebibliotekerne i Helsingør Kommune, folder fugletemaet sig ud i tre formidlingsrum.  

Af Birgitte Vinding, journalist/kommunikationsmedarbejder, Helsingør Kommunes Biblioteker

(I Klods Hans er artiklen af pladshensyn forkortet, vi bringer her den fulde udgave.)

Tidligt på foråret fløj fuglene ind på børnebibliotekerne i Helsingør. De kom i store flokke – og med sig havde de vinger af ord, værksteder, udstillinger, oplæsninger, læsegrupper, forfattermøder, fuglesafarier, boganbefalinger og særlige legekasser.

Ét tema, tre formidlingsrum

”På børnebibliotekerne arbejder vi med temaer, der alle tager udgangspunkt i litteraturen, og for hvert tema har vi tre formidlingsrum: Værk/litteratur, udstilling og artefakter,” fortæller Caroline Sehested, leder for Afdeling Læring på Helsingør Kommunes Biblioteker. Hun fortsætter:

”Hvis et barn kun får læst en fortælling op, så får det ét indtryk. Hvis barnet skal lære noget, skal det selv skabe et udtryk. At lege er at bruge hele sit sanseapparat, at transformere sin erfaring og skabe et udtryk.”

Som eksempel nævner hun, at børn lærer rigtig meget om svalen og ikke mindst husker, hvad de har lært, når de først lytter til en bog om svaler, dernæst ser en film og til sidst bygger en svalerede af småsten.

Early literacy og læsemiljø

Caroline Sehested henviser til arbejdet med early literacy og understreger, at vejen til at skabe en fremtidig læser er et godt læsemiljø. At der er voksne, som kan være med til at understøtte, at barnet udvikler en læsepraksis, dvs. får en fornemmelse for, hvad det vil sige at læse en bog, og erfarer, at bøger er lig med viden. Derudover er den tilknyttede oplæsning og leg med til at understøtte barnets udvikling af både fiktionskompetencen – altså forståelsen af, at det, der foregår i bogen, er en fantasi – og af den narrative kompetence – altså at forstå, at fortællinger har en begyndelse, midte og slutning. Og netop legen er med til at understøtte denne forståelse for tid og struktur.

En virkelig leg

Caroline Sehested fortæller, at den narrative kompetence er vigtig i forhold til at orientere sig i tekster og skabe sin egen forståelse af mere komplekse fortællinger: ”Når barnet ’leger historien’ får det mulighed for at dykke ned i tekst-/billedforholdet og gentage den fortælling, det lige har hørt. Måske ændrer barnet på fortællingens struktur og indhold og skaber et nyt værk ud af fortællingen. Det kan også få en dybere forståelse af teksten ved at bygge scenariet op fra fortællingen. Samtidig giver legen også den voksne mulighed for at sætte konkreter på ord. Endelig får barnet mulighed for –  i sin leg med artefakter – at bruge ordene fra fortællingen i andre sammenhænge. Vi ved fra forskningen, at netop dette har stor betydning for barnets sproglige indlæring.”

Når børn leger, tager de ofte udgangspunkt i virkeligheden. De bruger legens rum til at forstå virkeligheden. Dette blev understøttet på børnebibliotekerne i Helsingør, hvor der var legerum i forbindelse med oplæsningen, så børnene – bogstaveligt talt –  kunne bevæge sig mellem to verdener: Fantasiens og virkelighedens.

Med forårets omfattende fugleprogram har børn i alle aldre haft mulighed for at gøre læsning og leg spillevende. Med inspiration fra litteraturen har børnene bygget fuglehuse, dekoreret træfugle og klippet fugle-gækkebreve. Børnene fik ikke alene mulighed for at læse Man skal tænke sig godt om når man skal til te hos Fugl af Rasmus Bregnhøi. I legekassen fandt de små kopper, en tekande og andre fine ting, så de selv kan ”lege bogen”, ligesom de kunne tage på fuglesafari med kikkert, lygte og safarihatte og kigge efter 25 forskellige nordiske fugle.

De ældste har haft besøg af Sarah Engell, der fortalte om symbolikken i Fuglemanden. De mindste af Mette Moestrup, der læste højt af Hvad siger sneuglen Ulla? – og fik hjælp fra børnene til alle dyrelydene. Makkerparret Marianne Iben Hansen og Tea Bendix holdt en kreativ workshop med afsæt i billedbogen Fuglen. En lege-fugle-kasse med bøger og artefakter er gået på omgang mellem kommunens fire biblioteker, og det stopper ikke her. Fugletemaet fløj nemlig også ud i institutionerne.

Bøgerne kommer ud til børnene

Daginstitutionerne er flittige til at besøge børnebibliotekerne – og børnebibliotekerne i Helsingør Kommune er flittige til at komme ud til daginstitutionerne.

Hver tredje måned modtager daginstitutioner en kasse med bøger. Det er børnebibliotekar Ditte Lundstrøm, der står for at udvælge indholdet.

”Grundpakken indeholder altid årstidens bøger, fx planter og spirer. Der er bøger til børnene, og som regel lægger jeg også bøger i til de voksne til inspiration. Desuden er der bøger om aktuelle højtider, ’kig-og-find’-bøger, de populære børnebøger som Vitello-bøgerne og nyindkøbt børnelitteratur,” fortæller hun.

Desuden kan alle daginstitutionerne oprette en profil, så de kan få bøger, der passer til netop dem. Og hvis de har særlige temaer, fx insekter, giver de et praj, og så kommer der bøger, der sværmer om netop insekter, med i kassen.

FAKTABOKS:
Eksempler på temaer på børnebibliotekerne i Helsingør

• Krible krable-dyr
• Helte og skurke
• Fugle

FAKTABOKS:
Det indeholder fugletemaet

Børnebibliotekerne i Helsingør har haft fugletema hele foråret. Børnene har haft mulighed for at opleve:

Forfattere læser højt om fugle

• Forfatter Sarah Engell fortæller om fuglesymbolikken i sine bøger. Hun præsenterer også sin kommende bog, “Fuglemanden”, hvor fugletematikken er i forhold til psykisk sygdom. For de større børn.
• Forfatter Mette Moestrup læser højt fra “Hvad siger sneugleungen Ulla?” og børnene hjælper Ulla med sige de forskellige dyrelyde.

 Mere højtlæsning – Den grimme ælling

• Højtlæsning fra “Den grimme ælling” og “Nu leger vi den grimme ælling”.

Bevingede værksteder

• ’En fugl med vinger af ord’. Ordsmeden Marianne Iben Hansen og billedkunstner Tea Bendix leder en workshop med afsæt i deres bog “Fuglen”, som handler om at miste og genfinde sig selv. Alle deltagere laver en personlig fugl med udgangspunkt i et hjerte. Helheden kommer til at udgøre et slags digt.
• ’Mal fugle på sten’. I bogen “Anton og den lille fugl” af Lene Fauerby maler Anton en lille fugl på en sten. Vi har ladet os inspirere og inviterer børn til at lave deres yndlingsfugle på sten.
• ’Klip gækkebreve med Christiane Møller’. Vi klipper gækkebreve med fugle som inspiration.
• ’Byg dit eget fuglehus’ Byg et fuglehus til fuglene i din have. Du kan bygge til små fugle og store fugle, og du bestemmer selv, om det skal være et sommerhus, en villa, en etagelejlighed eller et slot.
• ’Mal og dekorer træfugle’ En kongeørn, en due eller måske en fantasifugl? Du bestemmer selv! I børnebiblioteket er der sat materialer frem til et fugleværksted – og du kan blandt andet finde træskabeloner, maling og masser af fjer!

Fuglesafari
Der er fuglehuse i biblioteksrummet, men det er ikke helt almindelige fuglehuse!  For at gætte hvilke fugle, der er flyttet ind, skal barnet både lytte, se og føle sig frem.  Med en kikkert, lygte og safarihatte begynder jagten på forskellige nordiske fuglearter.

De bedste fuglebøger
Børnebibliotekarerne har lavet en fuglekanon med anbefalinger til de bedste fuglehistorier fra litteraturen for børn fra 2 til 14 år. Læs den på www.Helsbib.dk

Lege-fugle-kasser
Børnebiblioteket har udviklet fire særlige legekasser, der alle handler om fugle.

• “Anton og den lille fugl” af Lene Fauerby.
• “Nu leger vi den grimme ælling” af Barbro Lindgren.
• “Man skal tænke sig godt om når man skal til te hos Fugl” af Rasmus Bregnhøi.
• “Pip og Papegøjer” af Kim Fupz Aakeson.

Lege-fugle-kasserne vil cirkulere mellem kommunens fire biblioteker.

Læs 1000 bøger med dit barn inden skolealderen. Så enkelt – og så ambitiøst – er formålet med early literacy-kampagnen #1000bøger.

Af Ellen Holmboe

(I Klods Hans er artiklen af pladshensyn forkortet, vi bringer her den fulde udgave.)

Bog- og Litteraturpanelets seminar Forandringer i Forlagsbranchen sluttede med en opfordring fra lektor Lars Handesten til bogfolket: ”Glem aviserne. De er på vej ned. Skab i stedet jeres egen offentlighed.”

Dagen efter seminaret sidder jeg på Café Obelix med cand.scient.bibl. og børnebibliotekar Kathrine Bach Pachniuk, der er i gang med at gøre netop dét: at skabe sin egen offentlighed omkring early literacy i hjemmene. Midlerne er Facebook, Instagram, hjemmeside, blog, flyers og foredrag – tilsat viden og ildhu.

1000bøger

1000bøger er langt fra Kathrine Bach Pachniuks første læselysttiltag på de sociale medier. Hun har gennem flere år skabt sig et navn som Bibliotekat, den belæste, behjertede børnebibliotekar og bogblogger. Under barselsorloven skabte hun 1000bøger, hvor hun via sociale medier opfordrer forældre til at melde sig under fanerne, til at dele erfaringer og fotos, til at føre læsedagbog, til at finde ny inspiration til læsning og sprogleg og ikke mindst til selv at inspirere andre. Der er ingen løftede pegefingre, ingen trinmål. Kun ægte kærlighed til bøger, børn og læsning.

”Jeg har længe brændt for early literacy, men nu hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg udtale mig med en anden troværdighed. På 1000bøger teoretiserer jeg ikke, jeg gør det selv og viser, at det er ladesiggøreligt at læse en bog om dagen med sit barn,” fortæller Kathrine, der understreger, at ideen ikke er hendes, men kommer fra udlandet.

Et levende online fællesskab

Kathrine har skabt den danske version af projektet, fordi hun mener, at der mangler fokus på early literacy i hjemmene. ”Senere i livet hører læsning ind under skolen. Det er lektier og ikke noget, man i ret høj grad gør frivilligt. Men early literacy er så meget mere. Det har stor betydning, at der læses og tales med børn og leges sprogligt.” Med 1000bøger er pointen, at tidlig læsning og sprogudvikling ikke er en pligt, men en leg. At man melder sig ind i et online fællesskab, hvor man holder hinanden op på at skabe tid og rum til læsning i hverdagen. ”Når opfordringen kommer fra biblioteket, så behøver man ikke følge den. Men når den kommer fra forælder til forælder, er der en anden forpligtelse og motivation. Og måske også et lille element af konkurrence, for lad os bare indrømme det: Når man poster et billede på de sociale medier, så er det for at få likes.”

Allerede en måned efter starten fornemmer man, at der er ved at opstå et levende fællesskab online, hvor deltagerne giver hinanden digitale skulderklap, ikke bare for at læse højt, men også for at dele andres opslag og dermed det gode budskab. Målet er, at projektet skal sprede sig som ringe i vandet. At give det fri og lade brugerne tage over.

Berøringsangst og misforståelser

Kathrine oplever som børnebibliotekar, at mange småbørnsforældre har en vis berøringsangst i forhold til early literacy. De vil ikke gå skolen i bedene. De er bekymrede for, om børnene lærer at læse og skrive, inden de starter i skolen. Men det er ikke noget problem, understreger hun. ”Vi behøver ikke have den berøringsangst. Læring sker i skolen, ikke i hjemmet. Vi skal ramme børnenes naturlige nysgerrighed, ikke lære dem at læse.” I samarbejdet med skolelærere fornemmer hun det samme: at lærerne kun er glade for, at børnene har et rigt sprog, når de kommer i skole.

Hun er indimellem stødt på forældre, der mener, at barnet ikke er klar til at få læst højt, når det afbryder, og derfor dropper læsningen. Men det er en misforståelse. At barnet spørger og kommenterer, hører netop med til dialogisk læsning.

Målgruppen for 1000bøger er både forældre og formidlere. Kathrine ved godt, at projektet nok mest henvender sig til de ressourcestærke forældre, som selv har lyst til at deltage aktivt. De knap så bogglade prøver hun på at nå via formidlerne. ”1000bøger er et opråb til fagpersoner om at få fat i de børn, der ikke bliver læst for. Biblioteket kan kun nå ud til dem, der kommer på biblioteket, men vuggestuer og børnehaver når langt bredere ud.” Opfordringen lyder: Husk at tænke early literacy ind i hjemmets hverdag. Start tidligt. Opstil nogle konkrete mål. Gør det til en leg at opdrage bogorme.

Som eksempel nævner hun, at toårsbogen, som mange kommuner sender ud som gave til alle, der fylder 2, er et godt initiativ, men hvorfor ikke starte endnu tidligere? Hvorfor ikke sende en boggave ud med sundhedsplejersken?

Fremtidsplaner

Det kræver tid at starte et projekt som 1000bøger op og endnu mere tid at holde det flyvende, blandt andet fordi de sociale medier konstant kræver nyt indhold. Men Kathrine tæller ikke timer. Det digitale er en integreret del af hendes liv.

Indtil videre har 1000bøger allerede fået en hjemmeside med faglige indlæg fra gæstebloggere, med information til både fagfolk og forældre, med inspiration, fx i form af tælleark og diplomer, med foredragsbooking m.m. Dertil kommer et par gode hashtags på Instagram, som man kan følge og få daglig inspiration – også selvom man ikke længere har førskolebørn, men bare nyder at se læselysten brede sig.

Ambitionerne stopper dog ikke her. Kathrine fortæller med smittende begejstring om flere aktiviteter på bloggen, fx om at tale, synge og lege med sproget. Om at udvikle letgenkendelige flyers og print-selv-materiale til institutioner. Om opbakningen fra forlagene. ”Målet er ikke, at jeg skal have succes, men at projektet får det. Jeg har bare været en del af en bølge, for at andre skal få fokus på læsning i hjemmene.”

Forældre som rollemodeller

Et af de helt store mål er at få forældrene til at læse selv og dermed være rollemodeller. Kathrine håber på, at flere og flere, i takt med at vi dropper tv’et, aktivt vil droppe streamingtjenesterne nogle gange og læse en bog i stedet, for børnenes forhold til bøger starter i hjemmet. ” Den fysiske bog er vigtig. Det medie kan kun én ting, og der er ikke noget at tage fejl af eller blive distraheret af. En iPad har ikke samme nærvær,” siger hun og tilføjer: ”Når du ser en film med dit barn, så er der fokus på filmen. Når I læser en bog, er der fokus på barnet.”

Sådan en udtalelse opsummerer meget godt ånden i projektet: Den positive tone, den konstruktive vinkel og det konkrete mål: 1000 bøger inden skolen … det er da til at forstå. Og til at formidle videre!

Faktaboks: Vær med

Hjemmeside: www.1000boger.dk
Blog: www.1000boger.dk/blog
Instagram: @1000boger
Hashtag: #1000bøger #højtlæsningforlivet
Facebook: 1000 Bøger

Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

 

Af Master i Børnelitteratur, lektor Bodil Christensen, Læreruddannelsen Aalborg

Pladsen i Klods Hans nr. 1-2018 tillod ikke den fulde tekst. Derfor kan den læses her.

I artiklen her analyseres tre nordiske børnelitterære værker, der alle har rod i den nordiske folkeeventyrtradition.

Værkerne er valgt, fordi de alle har illustrationerne som et vægtigt element, fordi de sprogligt har en kvalitet, der gør det til en æstetisk oplevelse at læse klassikerne, og fordi de er bevidst om netop det særlige i at give datidens tekster en plads i nutiden. Hver især på deres særlige måde giver de det klassiske forlæg et helt nyt liv og aktualiserer teksten.

1. Folkeeventyr som litterær arv

Norges litterære guld ligger i de gamle folkeeventyr, der blev samlet af Asbjørnsen og Moe. De blev samlet midt i 1800-tallet, men de er mundtlige fortællinger i mange varianter, der blev fortalt i bondesamfundene i flere hundrede år. Asbjørnsen og Moe (og Theodor Kittelson som tegner) har fortalt om Peik, om prinser, prinsesser, trolde, huldre og vanskelige prøver, der fortsat danner grundstrukturen i mange af nutidens fortællinger.

I Danmark blev det H. C. Andersens eventyr, der fra 1835 fik folkeeventyrerne fortolket, nytænkt og genfortalt. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig samlede folkeeventyr, men det er H.C. Andersens sproglige mesterværker, hvor han nyfortolker og skriver nye værker, der er den store litterære danske guldskat.

Sveriges folkeeventyr blev samlet på samme tid: midt i 1800-tallet. Her var det Gunnar Olof Hyltén-Cavallius, der var en af foregangsmændene. ” Svenska folksagor och äfventyr” kom i 1844. I Selma Lagerlöfs ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” fra 1906 – 1907 fortælles der sagn og eventyr fra denne mundtlige tradition.

Den nordiske folkeeventyrtradition har mange lighedstræk. Altid er det de svage og oversete, der vinder kampen mod magten og eliten. Altid er der uoverskuelige prøver, der skal gennemføres, før lykkes vender og prinsessen og det halve kongerige venter. Altid er der arrogante ældre brødre, der ikke har blik for de svageste. Men de arrogante brødre taber. Kampen mod overmagten vindes. Prinsessen og det halve kongerige er gevinsten. Altid.

Moralen og livsvisdommen i disse folkeeventyr ligger gemt i originalteksterne, men de lever også i de mange fortolkninger, varianter og nye værker, der bygger på denne tradition.

Det er gamle tekster, men de har fortsat liv. De tre valgte værker i denne artikel fortæller folkeeventyrenes morale i nye aktualiserede versioner.

De tre værker er  fra Norge ”Muledrengen” af Øyvind Torseter,  Høst og søn, 2015. Fra Danmark er det H. C. Andersen og Lars Gabels: ”De vilde svaner”, Carlsen 2014 og fra Sverige er det ”Niels Holgersens vidunderlige rejse” af Selma Lagerlöf i en ny og bearbejdet version af Tore Leifer og  illustreret af Helle Frøsig,  Vandkunsten 2014.

For at analysere potentialet i de tre værker har jeg gjort brug af Elise Seip Tønnesen og Agnes Margrethe Bjorvand i forhold til multimodalitet, K. E. Løgstrup, Martha Nussbaum og Rita Felski giver et belæg for litteraturens betydning for dannelse (og meget andet), mens Alexander von Oettingen, Axel Honneth (og Aristoteles) bidrager med teorien bag identitetsudviklingen og litteraturens betydning for selvværd, selvtillid og selvagtelse.

Teorierne anvendes i analysen, men for seriøse og grundige indføringer i de respektive teorier må der henvises til litteraturlisten.

Der er meget, der også kunne have været interessant at kaste lys over, men her forsøger jeg at give et bud på, hvordan og hvorfor de klassiske nordiske folkeeventyr fortsat er relevante for nutidens læsere. Jeg prøver at vise, hvordan vi, med Rita Felskis ord, kan genkende os selv i værkerne, hvordan vi kan nyde dem, lære noget om verden – og til tider blive overrasket og rystet.

Undervisere i litteratur har i tillæg en udfordring: Hvordan får man børn, unge og voksne til at læse litteratur? Der er mange ”systemfejl” i samfundet, der modvirker fordybelse, der er mange tidskrævende sociale medier, og der er mange opgaver i hverdagen, der også tager tid. Denne artikel kan være et argument for litteraturlæsning.

Litteraturlæsning og litteraturfortolkning er altid en sag fyldt med tvivl og tøven; men en opsamling med et vist handleperspektiv afslutter denne artikel.

2. Folkeeventyr som kanonlitteratur: arkivering og aktualisering

En klassiker er et litterært værk, der på tværs af tiden, og hen over landegrænser, formidler en erfaringsdannende kunstnerisk oplevelse.”[1] Sådan defineres en litterær klassiker på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Den definition uddybes med en række væsenskriterier: universalitet og almengyldighed, transhistorisk rækkevidde, kompleksitet og sluttethed. En række funktionskriterier anføres, og her citeres at en klassiker bør have:

”- evne til til stadighed at fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere

– evne til at bringe en tradition videre til kommende slægter

– evne til at inspirere nye forfattere til fornyet digterisk inspiration og

– evne til fortsat at udfordre forskningen”[2]

Et klassisk litterært værk skal således kunne begge dele: give indblik i fortiden og tale i nutiden. Det skal være en tekst, der rummer nutid såvel som datid. ”De vilde svaner”, ”Muledrengen” og ”Niels Holgersens forunderlige rejse” (og deres forlæg) lever hver især op kriterierne for at være klassikere.

I skolens danskundervisning har man altid været mere eller mindre optaget af at videreformidle kulturarven til kommende generationer. Christian Winther, børnebogsanmelder tilbage i 1946, citeres således:  ”Ved at skaffe Børnene adgang til Litteraturens Mesterværker aabner vi for dem større Muligheder for aandelig udvikling. De lærer at se Menneskene under en videre og mere fordomsfri Synsvinkel. Vore store Forfattere har ofte kendt og opfattet Virkeligheden på en sandere og mere fuldkommen Maade end Flertallet af Mennesker (…) Gennem læsningen af deres Bøger faar ogsaa de unge Mulighed for at opdage disse Værdier”[3]

Når de tre valgte værker fortsat kan ”fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere” mens de samtidig kan ”bringe en tradition videre til kommende slægter”, så skyldes det i høj grad den formmæssige nyfortolkning, der møder læseren af de ny-udgivne værker. På forskellig vis er der arbejdet med ”aktualisering” af teksterne. Alle tre værker er i illustreret udgave, hvor illustrationerne formidler og fornyer teksten, men hvor også sprog og komposition er i opdateret version:

1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er i Tore Leifers udgave forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen frem for de mange bipersoner. Sproget er ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn. Nogle kapitler er helt udeladt, andre forkortet, atter andre står stort set uændret. Min ledertråd har været, at drengen Niels Holgersen skulle stå i centrum i bogen.”[4] Sådan beskriver Tore Leifer sin redigeringsstrategi.
2. Muledrengen” af Øyvind Torseter er nyfortolkningen af det gamle norske folkeeventyr ”Trolden uden hjerte”. Aktualiseringen sker på både billed- og sprogsiden, hvor bagsideteksten kort giver et signalement af sprogfornyelsen: ”Mine damer og herrer, mine piger og drenge: Dette er en episk fortælling om storstilet vovemod i en fjern og vanskelig tid, en historie om umulige valg, der kræver den største frygtløshed. En fortælling om en ung mand, der må sætte livet på spil for at finde sine brødre. Og for at finde lykken. Bogen handler også lidt om ridning, om at sove i sovepose, være på tur og den slags.” Billedsiden, som forfatteren selv står bag, er helt nutidig med humor, med ironisk distance og den lægger mange lag til teksten.
3. ”De vilde svaner” ligger sprogligt tekstnært på originalen. Hvor der i udgaven fra 1838 står: ”Langtborte herfra, der hvor Svalerne flyve hen, naar vi have Vinter, boede en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter, Elisa.” så er ændringen i teksten i denne 2014-udgave udelukkende sket i ortografi og syntaks, på en måde, så læsningen ikke forstyrres af datidens bøjningsformer og retskrivningsnormen i 1838. I 2014-udgaven indledes således: ”Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter, Elisa.”

H.C. Andersens ”De vilde svaner” er en ”kendt tekst af kendt forfatter”, og derfor er den sproglige barriere ikke uoverkommelig. Aktualiseringen ligger i høj grad i Lars Gabels illustrationer.

De tre tekster kan også læses i et ”arkiveringsperspektiv”, hvor der er fokus på den litteraturhistoriske indplacering. Det er dog ikke mit anliggende her, hvor der er fokus på netop værdien af at nyfortolke klassikere, så datidens tekster aktualiseres og kan læses i nutiden.

3. Folkeeventyr og multimodalitet

Multimodale tekster er ikke at forstå som skrevne tekster, der følges på vej af billeder. Det er andet og mere, her er multimodaliteten materialiseret som en samlet tekst med ord og billeder, der betegnes som ”ikonotekst”. Ikonotekst er den helhed, der består af billeder og tekst i samme værk. Billederne læses i lyset af verbalteksten, og verbalteksten beriges af billederne.

Seip Tønnesen og Bjorvand skriver herom: ”Verbalsproget har for eksempel en veludviklet affordans for å uttrykke hvor en handling befinnner seg i tiden gjennonm verbets tider. Bilder har ikke på samme måte affordans til å vise at noe har skjedd i fortiden eller kommer til å skje i framtiden, men til gjengjeld kan de gi en presis gjengivelse av hvordan personer eller omgivelser ser ut i det øyeblikket som avbildes. Slik kan ord og bilder utfylle hverandre, nettopp fordi de har ulik affordans.”[5]

Kort sagt: Billeder er ikonotekstens substantiver, verbalteksten er ikonotekstens verber. Billeder kan, mere præcist end ord, vise os, hvordan noget ser ud. Ordene kan derimod give den episke fremadskridende fortælling med tilbageblik, nutidsblik og blik til fremtiden.

Multimodalitet bruges i disse værker såvel i forhold til adaptation som i remediering af teksten.

1. a) ”Muledrengen” er en remediering af folkeeventyret ”Trolden uden hjerte”. Her sker remedieringen i en billedtekst, hvor Muledrengen går ud i verden sammen med sin Jolly-Jumper-lignende hest for at frelse sine brødre. Eventyret er fortalt i Torseters humoristiske streg, hvor små detaljer lægger op til at nærstudere billederne. Skriften er mange steder en del af illustrationerne, der skrives med råbende, overraskende og bange skrift undervejs, mens brødteksten er håndskrevet med versaler i mere rolig og ensartet form. Teksten er adapteret til nutiden, men illustrationer og tekst er tro mod selve eventyrets fabel: Der er tre prøver, der er en trold, der er en smuk prinsesse og talende dyr. Men der er også humor i såvel tegning som i tekst. I oversigten over slottet, der skal vise, hvor arkivskabet med troldens hjerte findes, kan man se en elevator, et disponibelt rum (med kranier i hobetal), og der er et sindrigt system af gange, der leder ned til arkivskabet. Og teksten lyder: ”Inde bag hulen var der et arkivskab. I den nederste skuffe i arkivskabet, under H, stod der et syltetøjsglas, hvor låget ikke kunne komme af, og i det syltetøjsglas – der skulle hjertet ligge.” Det gør det også, og blæksprutten kan heldigvis få låget af, så Muledrengen får hjerteret over trolden.
   Muledrengen er tegnet som en Lucky-Luke-figur, der sidder ved lejrbålet sammen med hesten (der kan sidde i skrædderstilling, hvad mange heste ville have svært ved), og dyrene er tegnet med netop de dyretegn, der er nødvendige. En ulv skal have et tandsæt, der er en ulv værdigt, elefantens snabel er central, og hesten har et gebis som netop en hest må have det. Farverne er i sort, hvid og gul, rød og blå. Farverne er hovedsagelig brugt som markører, der kan vise os, hvad der er vigtigt, eller de bliver brugt til at underbygge en stemning med.

Teksten står dels som talebobler fra dyr og mennesker, eller den er skrevet med hvidt kridt på sort bund. Indledningsvis er der en klassisk tekstside med et smukt illumineret begyndelsesbogstav. Her fortælles den klassiske eventyrindledning: Der var en gang en konge, der havde ….. Og så tager tegninger og den nye tekst over.

1. b) ”De vilde svaner” er en næsten ordret gengivelse af H.C. Andersens eventyr. Sproget har få ændringer, der udelukkende skal sikre, at læseren ikke snubler over datidens bøjningsformer og ortografi.

Datidens tekst læses i nutiden gennem Lars Gabels poetiske, æstetiske og smukke illustrationer. De bærer den klassiske tekst ind i et nutidigt formsprog.

Lars Gabel giver i en farveholdning primært baseret på komplementærfarverne rød og grøn sin version af teksten. Her er Elisa, den smukke prinsesse med dybblå øjne, sort hår og smuk hud, der af stedmoderen forvandles til en grimrian, som kongen ikke vil vedkende sig. Hun går nu ud i verden for at finde sine brødre og redde dem fra svaneforvandlingen. Der er vignetter, der varsler det kommende, der er nærbilleder med Elisas hænder, der syr dragterne af grønne brændenælder, og der er helsides illustrationer, der viser samme indhold som teksten. De uhyggelige elementer er i blå og violette toner med en snert orange i sig, der er en kirkegård så mørk og dyster, som man kan ønske sig før den lykkelige slutning, hvor hele naturen spiller med, når kirkeklokkerne lyder for Elisa og brødrenes tilbagevenden til kongeriget.

En del af siderne er i gennemsigtigt pergament, der giver illustrationerne en tredimensional virkning med dybde og flertydighed. Teksten er på nogle af pergamentsiderne skrevet i farver, der matcher indholdet, og også på de ”almindelige” sider er der arbejdet med farvevalg på tekstsiderne, der passer til indholdet.

1. c) ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er en forkortet og bearbejdet udgave af den originale (dobbelt så lange) ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Her i Tore Leifers udgave er den lange klassiske fortælling forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen (som han kaldes her) frem for de mange bipersoner, og sproget er, skriver Tore Leifer i efterordet: ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn.” Remedieringen gennem illustrationerne af Helle Frøsig er helt i tråd med den dobbelthed, der ligger i poesi og kundskab. Der er oversigtskort (som kunne være fotograferet i et gåsetræks-perspektiv), og der er poetiske collager, hvor Tommeltot (som Niels Holgersen kaldes af gæssene) optræder i fotografier af den svenske natur.

Nogle dyr er tegnet ”med spids blyant”, andre er stiliserede som gæssene, der altid er i flok. Illustrationerne følger på forbilledlig vis fortællingens dobbelte anliggende: Børn skal læse om Sveriges geografi og natur og kultur; men de skal tilegne sig kundskaberne i et poetisk sprog.

På tre forskellige måder er samspillet således stærkt mellem tekst og billeder. Æstetikken er forskellig, men i tre værker får begrebet ikonotekst en central betydning. Billederne spiller den største rolle i ”Muledrengen”, hvor også verbalteksten er ”tegnet”, mens verbalsproget har den største rolle i ”Niels Holgersens forunderlige rejse”. Med tanke på verberne som verbalsprogets varemærke, så er det klart, at når der skal fortælles en lang, episk beretning med fakta og fiktion i samme tekst, så må verbalteksten fylde her.

Hos ”De vilde svaner” er verbalsprog og illustrationer også umulige at skille fra hinanden. De pergamenttynde sider med henholdsvis tekst og illustrationer viser ikonotekstens særlige affordans: Alt hænger sammen i denne fortælling.

I rejsen mod lykken og det gode liv følges Muledrengen, Niels og Elisa godt og smukt på vej af hver sin helt særlige balance mellem tekst og billede.

4. Folkeeventyr og den andens perspektiv og hovedpersonens udvikling

”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.” Dette citat af Nina Christensen, leder af center for Børnelitteratur kan stå som eksponent for det teoretiske bagland for denne artikel. Her finder man  Castano og Kidd, der med Theory of Mind har gjort det klart for mange, at: ”Læser man bare 10-15 minutter god skønlitteratur øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker,” som det lyder i deres udlægning.  Naturligvis er K.E: Løgstrup en vigtig stemme, når det gælder svaret på, hvorfor man skal læse litteratur. Han skriver: ”Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det”.[6]

Rita Felski, litteraturprofessor der er tilknyttet et Niels Bohr-projekt ved Syddansk Universitet, har næsten samme udsagn: ”Jeg tror på, at litterære værker er vigtige – og pokkers effektive aktører i de store politiske, sociale og fysiske netværk., vi kalder virkeligheden. De er en del af vores verden og hverdag, vores fortid og fremtid. De har en stor indvirkning på os som sociale væsner – de henrykker, uddanner, chokerer og opdrager os – og dermed også de sociale rum og sammenhænge, vi færdes i.”[7]

Empati og forståelse for andre får man, når man med Nussbaums begreb  kan se med ”the inner eye”. Man behøver ikke følge strømmen, man kan vælge en anden løsning. I Martha Nussbaums bog ”The new religious intolerance”, spørger hun (og forsøger at give et svar herpå), hvorledes man som borger i et multikulturelt samfund får givet rum til tolerance overfor andre grupper. Det kunne være religiøse grupper (Nussbaum er især optaget af antisemitisme og jødernes særlige stilling), men det kunne også være tolerance overfor alle, der er ”anderledes” end flertallet. Indblik i og forståelse for andres liv, følelser og værdier kan man få gennem litteraturen, siger hun.

Således vil de tre værker nu blive kommenteret set i lyset af hvorledes de viser ”den andens perspektiv” og samtidig vil der være eksempler på identitetsdannelsens selvværd, selvtillid og selvagtelse, som Axel Honneth (og Alexander von Oettingen) arbejder med.

1. ”Muledrengen” af Øyvind Torseter.

I folkeeventyret ”Trolden uden hjerte” får hovedpersonen en laks, en ulv og en due til hjælp. Her hos Torseter rider Muledrengen afsted på en skabet Jolly-Jumper-agtig krikke, der ikke er særlig motiveret for at yde en helteindsats. De drager dog afsted og får en saxofon, de finder, med på vejen. Siden møder de en elefant, som Muledrengen redder, da den har fået snablen i en træstub, og der er mange dyr, der hjælper Muledrengen, da troldens hjerte skal findes. Hesten, ulven og blæksprutten hjælper alle til. Gennem Torseters eventyr er Muledrengen altid klar til at hjælpe. Han har ingen bagtanker, han forventer ikke løn for sin hjælpende indsats, men alle dyrene siger det samme: Får du brug for hjælp, så tænk på mig. Så er jeg der.

Hesten er ikke nogen helt, thi da Muledrengen når til fjeldet, hvor trolden bor, så tilbyder den at vente ved foden af bjerget. ”Det er nok bedst, jeg bliver her og holder vagt, men hvis du virkelig kommer i knibe, så tænk på mig af alle kræfter, så kommer jeg.” Og lige kort efter tilføjer hesten: ”Men kun hvis der er krise, altså”. Den skal ikke risikere noget. Muledrengen går derimod frejdigt ud i verden i det (for andre at se) nytteløse projekt for at redde sine brødre.

Muledrengen ser det som sin opgave at redde brødrene. Uden bagtanker går han ud i verden med de hjælpemidler han nu engang har: Sit gå-på-mod, sin medfølelse og omtanke for andre og med en ukuelig tro på, at det nok skal gå. Hans vigtigste menneskelige egenskaber er, at han ikke gør noget for egen vindings skyld, netop derfor får han prinsessen og god musik fra saxofonen med på rejsen. Netop derfor hjælper andre ham.

Muledrengen viser et menneske, der har en høj grad af selvværd. Han hviler i sig selv, stiller aldrig spørgsmålet, hvorvidt han gør det rigtige, thi han er drevet i en retning, der vises af hans eget indre etiske kompas, der pålægger ham at befri brødrene, også selv om de helt sikkert har været arrogante og drilske i hans barndom.

Selvtilliden har han med sig. Nok får han faderens eneste tilbageværende hest, der er nervøs og pylret, men han klynker ikke. Han rider afsted, og da han mødes med trolden ruller han roligt soveposen ud for at tilbringe natten i ly under troldens seng. Jeg klarer mig, tænker han.

Selvagtelsen følger Muledrengen. Han ved, han er sådan én, der redder sine brødre. Han holder ord, han dræber ikke ulven, der tigger om mad, han går op på fjeldet og finder trolden.

Nyfortolkningen har samme etiske normer som folkeeventyret. Med nysgerrighed, entusiasme og medfølelse og omtanke for andre, så får man et godt liv. Når man ikke sætter sig selv først, så finder man lykken: ”Og så levede prinsessen og Muledrengen stort set lykkeligt til deres dages ende.”

1. ”De vilde svaner” af H. C. Andersen og Lars Gabel.

Elisa har kun tanke for sine brødres ve og vel. Hun plages ikke af forfængelighed, selv om alt i naturen hvisker om hendes godhed og skønhed. Hun sørger over brødrenes skæbne. Derfor tøver hun ikke, da hun får at vide, at hun kan væve reddende panserskjorter af brændenælder til sine brødre: ”Med de fine hænder greb hun om de hæslige nælder. De var som ild; store vabler brændte de på hendes hænder og arme, men gerne ville hun lide det, kunne hun frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder og snoede den grønne hør.”

Bag H. C. Andersens ”De vilde svaner” er et folkeeventyrforlæg: ”De elleve Svaner”, der er udgivet i en samling folkeeventyr af Mathias Winther fra 1823.[8]

Folkeeventyret har en sidehistorie, hvor Elisa, der også her bliver gift med en konge, føder to børn, der forbyttes til to hundehvalpe, men ellers er det samme redningsaktion, der sættes i værk i de to fortællinger. Hos H. C. Andersen er Vorherre (ikke Gud, men Vorherre) en følgesvend for Elisa i hendes prøvelser. I ”De vilde svaner” er det ikke blot Elisa, der er selvforglemmende og kun tænker på at redde brødrene. Også de vilde svaner (og især den yngste, sådan er det jo i eventyr) har tanke for Elisa. Da de skal flyve over det store hav, flyver den yngste svane som solskærm over Elisa, der bæres af de øvrige ti brødre.

Elisa har en grundlæggende selvtillid, thi hun tvivler ikke på, at hun kan løse opgaven med at væve panserskjorter. Selvtilliden og selvværdet kommer af hendes medfødte omtanke for andre. Netop fordi hun ikke har tanke for egen skønhed og kraft, så har hun goodwill fra naturen. Skrubtudser og trolddom kan ikke ramme den, der har et rent hjerte. Det er moralen. Elisas selvagtelse er bundet på hendes etiske kompas: Mine brødre betyder alt for mig, jeg må udholde smerte og arbejde hårdt, så de bliver reddet.

Nyfortolkningen hos H. C. Andersen har en anden sproglig stil end folkeeventyret hos Mathias Winther, men det er samme morale, der fortælles: Det koster smerte og kræfter at redde andre, men kun således redder du dit eget livs værdi.

1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” af Selma Lagerlöf, Tore Leifer og Helle Frøsig.

I ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er  hele bogen præget af Niels Holgersens udviklingshistorie fra dreng til mand. Han går fra at være doven og uduelig og ond og tankeløs til at være en betænksom ung mand, der har øje for andres lykke og ve og vel. Han lærer af dyrene, der altid hjælper hinanden, når der er behov for det. Han lærer at være taknemmelig, og han lærer at se verden, fra den andens perspektiv. Til slut tænker han: ”Når jeg kommer i vanskeligheder en anden gang, sagde han til sig selv, så vil jeg huske på det her. Jeg vil tænke på, at jeg ikke behøver gøre noget grimt og forkert, hverken mod mig selv eller andre. Der er altid en tredje udvej, bare man kan finde den.”

Da han undervejs kommer til en hytte, hvor der blot står en faldefærdig ko tilbage i stalden, mens bondekonen ligger død af arbejde og alderdom på køkkengulvet, så træder Niels Holgersen i karakter som et omsorgsfuldt menneske: ” ”Han var ikke længere bange for hende. Han var bare så ked af, at hun havde måttet leve sin alderdom i ensomhed og længsel. Nu ville han i det mindste våge over hende denne nat.”

Forfatterstemmen, der som ”forfatter-der–vender–hjem-til-sin-fødegård” også har en rolle under Niels Holgersens rejse, citeres her: ”Hun havde sagt til ham, at hvis han fortsatte på samme måde med at hjælpe dem, han mødte, så kunne det ikke ende helt galt med ham.”

Det er folkeeventyrenes morale, der kommer til udtryk her. Alle er afhængige af andre, ingen kan klare sig selv her i verden. Dyrene hjælper hinanden, de passer på hinanden, og de sørger for, at ingen bliver efterladt. Akka fra Kebnekaise, førergåsen, har også et særligt forhold til ørnen Gorgo, der ellers kunne have været gæssenes fjende. Akka er parat til at redde Gorgo fra indelukket på Skansen: ”Man må sige om ørne, hvad man vil. Men de er mere stolte og frihedselskende end andre dyr, og det går ikke at holde dem i fangenskab. Ved du hvad, jeg foreslår? Jo, så snart du har hvilet ud, rejser vi to sammen ned til det store fuglefængsel og befrier Gorgo.” Niels Holgersen havde dog selv taget affære og sørget for, at burets tremmer blev ødelagt, så Gorgo var fri.

Niels Holgersens selvtillid er stor, men hans selvværd som 14-årig dreng er ikke stor. Han har brugt sine dage på at mishandle dyr, modsige sine forældre og plage alt, der kom i hans nærhed, så da han bliver forvandlet til en lille nisse har han ingen goodwill hos hverken kat eller ko på gården.

Niels Holgersens rejse er en udviklingsrejse, der viser, hvordan en dreng bliver til mand, og derfor er det hans selvværd og selvagtelse, der bliver etableret gennem rejsen.

Når han gang på gang bliver udfordret i forhold til sin egen individuelle lykke i konflikt med fællesskabets lykke, så vælger han under rejsen at være en del af det fælles fremfor udelukkende at fokusere på sig selv. Han redder den hvide gase i flere omgange, han klarer at befri ørnen Gorgo, han vælger at beskytte jernværket mod bjørnens krav om at brænde det af. I det hele taget bliver Niels Holgersen et betænksomt og omsorgsfuldt menneske, der kommer hjem som en mand, der kan tage ansvar for såvel gård som sine forældre.
De indlagte sagn og fortællinger støtter op om denne morale: Man må kæmpe for fællesskabet frem for at gå efter egen vinding.

Selvværd, selvtillid og selvagtelse er grundlæggende for et godt liv. Når man mødes med mistillid, med mistro og magt, så har de tre begreber ringe kår. Elisa, Niels og Muledrengen går alle ud i verden med selvtillid. Først og fremmest er det dog ukueligheden, nysgerrigheden, den innovative tilgang til udfordringer og kampgejsten, der præger de tre.

De er sig ikke bevidst, hvorfor de tager de valg, de gør. Det er en del af deres ”lykke”, at de ikke arbejder strategisk for at opnå noget. De handler ud fra et etisk normsæt, der lyder som Kants kategoriske imperativ: ” Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.”

Her i litteraturen kan man følge Niels, Elisa og Muledrengen gennem de svære prøvelser. Man kan følge dem, helt uden selv at kæmpe mod virkelig trolde, hekse eller bjørne, man skal blot give sig ind i fiktionen og læse bøgerne.

Rita Felski siger om litteraturlæsning: ”Litteraturen er så vidunderlig og vigtig en størrelse. Den er udfordrende, uddannende, underholdende, overraskende og så er den i kontakt med verdener, som dens læser ofte kun kan drømme om. Litterære tekster er stadig den mest direkte vej ind i andre virkeligheder”, og videre: ”Du åbner en bog, og straks sendes du til middelalderens England, ud på et dampskib i Amazonas, Brasilien, eller ind i menneskelige kroppe og bevidstheder, du ellers aldrig ville have adgang til. Litteratur er uden tvivl den ældste og mest forunderlige form for virtual reality.”

1. E. Løgstrup og Martha Nussbaum vil give hende ret: Gennem bøger kan man leve andres liv, få del i andres dilemmaer og møde udfordringer, der kan give perspektiv på ens eget liv.

 

5. Folkeeventyrene viser mennesket fremfor krysteren

Astrid Lindgrens Jonatan Løvehjerte udtrykker moralen i (næsten) ethvert folkeeventyr: ”Men då sa Jonatan att det fanns saker som man måste göra, även om det var farligt. «Varför då», undrade jag. «Annars är man ingen människa utan bara en liten lort», sa Jonatan.”

Folkeeventyrenes hovedpersoner sidder aldrig hjemme ved grødfadet og udtænker strategier for lykken, de går derimod som Elisa, Niels og Muledrengen trøstigt ud i verden, hvor de handler på det udfordringer, de møder.

Prøverne og prøvelsernes tid repræsenterer mange udfordringer i menneskers liv; men altid står kampen mellem det sikre og kendte over for det usikre og den ukendte verden. Enhver helt vælger at ride mod bjergene, ud i den vilde skov eller at kaste sig på ryggen af den nærmeste gås. De handler. Kun gennem handling bliver de til hele mennesker med selvagtelse, selvtillid og selvværd. Aristoteles siger i den Nikomacheiske Etik således: “For de ting vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem. For eksempel bliver mænd murere ved at mure og lyrespillere ved at spille lyre. På samme måde bliver vi retfærdige ved at handle retfærdigt, mådeholdne ved at handle mådeholdent og tapre ved at handle tappert”

Datidens tekster har fortsat en plads i nutiden. Der er brug for robuste mennesker med hjertet på rette sted og med mod til at handle ud fra Jonatan Løvehjertes ord om selvagtelse. Der er brug for Elisa, der har omsorg for sine brødre, der er brug for Muledrengen, der følger sin pligt til at redde brødrene og der er brug for Niels, der vælger fællesskabet ve og vel frem for udelukkende at være sin egen lykkes smed.

Når de tre værker: ”Niels Holgersens forunderlige rejse”, ”De vilde svaner” og ”Muledrengen” kan læses i nutiden, så er det i høj grad en fortjeneste, der kan tilskrives den adaptation, der er sket i form og indhold. De multimodale tekster i disse tre udgivelser har med ikonotekst-begrebet en henvendelse til læseren, der er nutidig, og som gør indholdet relevant.

Sprogligt er der sket en bearbejdning med skarpere fokus og mere koncentration hos Niels Holgersen, der er en remediering hos Muledrengen, der med humor og selvironisk distance giver ”Trolden uden hjerte” et helt nyt liv, og for Elisa er det den æstetiske nydelse i Lars Gabels illustrationer, der nok engang kan glæde en læser af H. C. Andersens smukke og poetiske sprog.

Det gælder i særklasse her: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.”

Tak til Fondet for Dansk- norsk samarbejde, Lysebu, der har givet rum og ro til udarbejdelsen af denne artikel.

6. Litteraturliste

De tre hovedværker:

Andersen, H.C og Lars Gabel: De vilde svaner, Carlsen 2014

Lagerlöf, Selma, Tore Leifer og Helle Frøsig: Niels Holgersens forunderlige rejse,  Vandkunsten 2014

Torseter, Øyvind: Muledrengen, Høst og søn,  2015

Faglitteratur:

Aristoteles i den Nikomacheiske Etik, bog 2, kapitel 1.

Bugge, David: Løgstrup og litteraturen, Klim 2009

Christensen, Bodil: ”At læse er at se”, i Billedromaner i brug, Dansklærerforeningen 2007 Christensen, Nina: ”Om børnelitteratur, tekstbegreber og vurderingskriterier”. Et Nedslag i børnelitteraturforskningen 9, Roskilde Universitetsforlag, 2008

Handesten, Lars: ”Litteraturhistoriens didaktik” in Litteraturens Byrde. 2001, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg

Nussbaum, M. C. (2012). The new religious intoler- ance, overcoming the politics of fear in an anxious age. The Belknap Press of Harvard University Press.

Oettingen, Alexander von og Niels Buur: ”Medborgerskab og folkeskolen”, i Ove Korsgaard (red.) ”Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse.”, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2004

Oettingen, Alexander von: Dannelse der virker, Klim, 2011
Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

Links:

http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

http://issuu.com/gentoftebibliotekerne/docs/hvadskaberenlystlser http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske http://videnskab.dk/kultur-samfund/borneboger-skildrer-en-utryg-verden http://barnebokinstituttet.no/artikkel/1372/en-fanfare-bildeboken-som-kunst

https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

https://videnskab.dk/kultur-samfund/professor-skal-udforske-hvordan-litteratur-paavirker-os

Artikler:

Politiken; Verdenskendt filosof: ”Kære europæere, I smadrer jo de værdier, jeres kontinent står på”, 20.10 – 2013

Kristeligt dagblad 30.11 2011: ”Fra forskning til folket”

Information 11. August 2012: Martha Nussbaum og den nye religiøse intolerance

”Til sidst var hun blevet så træt af det hele, at hun sagde til sig selv: Det her duer du ikke til. Sæt dig ned og digt eventyr og historier som du plejer. Og lad en anden skriv den her bog, som skal være lærerig og alvorlig, og hvor der ikke må stå et eneste usandt ord.”

(Niels Holgersens forunderlige rejse”, p. 301)

[1] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[2] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[3] Litteraturens byrde,  Weinreich & Handesten, Roskilde Universitetsforlag, 2001

[4] Niels Holgersens forunderlige rejse, Tore Leifers efterord, Vandkunsten 2014, p. 371

[5] Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

[6] Fra en diskussion mellem Løgstrup og Jens Kruuse (se nærmere oplysninger om verifikationen af denne diskussion p. 36 i David Bugge: Løgstrup og litteraturen)

[7]https://www.information.dk/adblock?return=https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

[8] http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

Kan man som voksen skrive et sagligt litteraturvidenskabeligt speciale om en kvindelig hovedperson, man har drømt om at være, da man var barn? Denne overvejelse måtte Camille Boelt Hindsgaul gøre sig, da hun valgte at skrive om Lene Kaaberbøls Katriona-trilogi.

 Af Camille Boel Hindsgaul. Billedmaterialet er venligst udlån af forlaget Alvilda.

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Fastelavn anno cirka 2005. Tolvårige Camille iført sort vest, hvid skjorte, sorte bukser og en blå kappe lavet af en gammel jakke, hvor ærmerne blev klippet af. Bag på kappen har hun selv forsøgt med blålig glimmertråd at brodere en stejlende hest. Kostumets ultimative højdepunkt holder hun mellem sine hænder: En sølvgrå kæphest med gule katteøjne, som hun fik lov at bruge sine sløjdtimer på. Hun er klædt ud som bredinari, og hun er ligeglad med, at ingen andre til fastelavnsfesten ved, hvad dét er.

Et rovdyr med katteøjne

Bredinarier stammer fra Lene Kaaberbøls Katriona-trilogi (1992-2000). De har en varieret række arbejdsopgaver i deres tjeneste for fantasy-landet Breda, men kan beskrives som en blanding af helbreder, grænsevagt, soldat, dommer og kurér. Deres vigtigste opgave er at binde landet sammen, så grænseegne og hovedstad ikke bliver fremmede for hinanden. De rider på heste, der glinser som sølv, og som reagerer voldsomt på menneskers følelser. Det er især disse heste, der tiltrækker Kaaberbøls hovedperson, Kat. I andet bind, Hermelinen, begynder hun selv at træne til at blive en del af bredinari-korpset.

En del af min dna

Jeg læste serien i 2004, og den har siddet fast i min fantasi siden. Scener fra vigtige øjeblikke, særligt i Kats uddannelse, har formet, hvordan jeg forestiller mig selv i lignende situationer. For eksempel når Kat endelig i midten af Isfuglen skal knyttes til sin første sølvhest, og det er meningen, at det skal foregå regelmæssigt over en uge med en bestemt opgave hver dag. Jeg har ofte arbejdet helt op til det yderste af mine deadlines, og det har hjulpet at tænke på Kat, som efter tre dage ikke engang har kunnet begynde den første opgave, men alligevel, gennem desperation og stædighed, til sidst når at blive knyttet til hesten.

Kvindelige krigerhelte

Fra efteråret 2016 til sommeren 2017 gik jeg på en masteruddannelse i børnelitteratur i Dublin. Da jeg i foråret skulle beslutte mig for et specialeemne, valgte jeg kvindelige krigerhelte i fantasy, med særligt fokus på Keladry fra Tamora Pierces serie De Svages Beskytter (1999-2002), som jeg for nylig havde stiftet bekendtskab med, og så Kaaberbøls Kat. De to serier er udgivet tæt på hinanden og har en del fællestræk, der gjorde det oplagt at sammenligne dem. Begge beskriver hovedpersonens uddannelse og træning, begge hovedpersoner møder kønspolitiske uretfærdigheder, og begge udvikler vigtige forhold til heste. Der er selvfølgelig også forskelle mellem serierne, for eksempel i hvor høj grad hovedpersonerne kan siges at være krigerhelte i det hele taget. Keladry træner til at blive ridder, med alt hvad det traditionelt indebærer. Men Kat vil være bredinari, hvilket som nævnt primært tjener et formål som mægler og helbreder. Bredinari-uddannelsen indeholder dog obligatorisk brydning og fægtning, og filosofien omkring sidstnævnte udgør kernen af, hvad en bredinari skal have: balance. Og Kats kampgejst er vigtig for både plottets og hendes egen udvikling. Jeg vurderede derfor, at begge karakterer er krigerhelte, på trods af seriernes forskellige vægt på og attitude til kamp, vold og krigeretik. Som åbningen har antydet, vil jeg i denne artikel fokusere på mit arbejde med Kat.

Nervepirrende genlæsning

Uanset om man gør det for studiet eller for sjov, er det altid nervepirrende at genlæse en barndomsfavorit. Hvad hvis den pludselig er kedelig? Eller problematisk? Eller dårligt skrevet? Ville min øgede kritiske opmærksomhed som 24-årig litteraturstuderende ødelægge serien for mig? Eller ville jeg, omvendt, blive forblændet af nostalgi? Svaret på begge spørgsmål er: Nej. Tværtimod. Ved at gå mere i dybden end ”bare” den gode historie, kunne jeg bedre værdsætte, hvordan og hvor godt den gode historie var konstrueret.

I Bent Rasmussens Børne- og ungdomslitteratur fra 2005 er Kaaberbøl citeret for at sige:  ”Da jeg skrev [Katriona-trilogien], syntes jeg, [Kats voldelige temperament] var en lille smule sejt. I dag er jeg glad for, at jeg lader hende kæmpe med sit temperament, og at det kan være en svaghed at være voldelig” (79). Jeg oplevede en lignende retrospektiv glæde, da jeg genlæste serien. Selvom temperamentet er en definerende del af Kats personlighed, bliver den vold, hun tyr til, aldrig glorificeret. I stedet virker temperamentet som en rød tråd gennem især de første to binds plot, karakterudvikling og verdensopbygning.

I kamp mod sit temperament

I begyndelsen af Sølvhesten er Kat i en tilstand af fangenskab, der gør hende aggressiv. Hun kommer konstant op at slås med sin stedfar, og der er ingen umiddelbar vej ud, for i Breda er det ikke velset for en kvinde at forlade sin hjemegn. Samtidig kan mænd ikke eje jord, men må som oftest vandre fra sted til sted. Ganske få sider inde i Sølvhesten møder Kat dog et alternativ til det liv, Bredas kønspolitiske regler har besluttet for hende: En kvindelig bredinari, som rider rundt i landet og stadig bliver behandlet med respekt, ankommer til Kats hjem. Bredinarien Dorissa er endda i stand til at hidse stedfaderen ned, da han er midt i at slå Kat. Kats ambition om at blive bredinari hjælper hende altså ikke kun med at bekæmpe sit temperament ved at fjerne hende fra stedfaderen, erhvervet har netop kontrol af vrede og afvigelse af vold som kerneværdi.

I kamp for balance

Dette er endnu mere tydeligt i Kats træning i Hermelinen. Både fægteundervisningen og arbejdet med sølvhestene viser lærlingene nødvendigheden af at kontrollere deres følelser og opnå en tilstand af balance. Efter en række slagsmål med de andre lærlinge bliver Kat også gjort opmærksom på, at den balance kan bruges til at undgå vold helt, ikke kun til at være en bedre fægter eller rytter. Kat bliver ved med at slås gennem hele serien, men der er en tydelig udvikling fra vold som første, eneste mulige og alt for kraftfulde reaktion, mod velovervejet, afbalanceret vold som sidste udvej. Hvis man kun ser på disse observationer, kunne det se ud som om Katriona-trilogien handler om en ung, viljestærk kvinde, der bliver tæmmet. Det ville være problematisk på sin egen måde, men det er ikke tilfældet. I senere ridetimer bliver Kat bedt om at bruge sin vilje som en spore, og første gang hun når balancetilstanden i en fægtekamp, er det gennem, ikke på trods af, hendes stædige raseri. I stedet for at få uddrevet sit temperament fuldstændigt, lærer Kat at kanalisere det produktivt, så det bliver et værktøj, hun kan bruge som helt i stedet for en forhindring.

Kønspolitik

Ved at vise nødvendigheden af, at Kat kan rejse, for at hun kan vokse som person, sættes der spørgsmålstegn ved det legitime i Bredas kønspolitiske regler, og ved kønspolitiske regler i det hele taget. En lignende effekt har det, når skurken i de to første bind, Hermelinen, tiltrækker sine mandlige tilhængere med løfter om, at under ham kan de få et hjem i stedet for at vandre fra hus til hus resten af deres liv. Idéen i sig selv modtager empati fra både fortæller og hovedperson, men der tages afstand til Hermelinens voldelige metoder. På den måde bliver Kat og Hermelinen parallelkarakterer, der viser, at både mænd og kvinder kan drage fordel af både at rejse og af at have et hjem. Dette er en inkluderende idé, der taler for en nedbrydning af barrierer i forhold til, hvad det forventes, at mennesker kan og ikke kan, må og ikke må, baseret på deres køn. Det er dog vigtigt også at observere, at ved slutningen af Isfuglen har der endnu ikke været nogen større kønspolitisk revolution i Breda, selvom Kats egne holdninger har ændret sig.

Kritiske læsere efterlyses

I tiden mellem jeg var tolv og nu, har jeg mødt masser af venner, som udmærket ved, hvad en bredinari er, og som ønskede lige så brændende som jeg at uddanne sig til én. Endnu flere har givet sig til kende, når jeg har nævnt mit specialeemne i samtaler og på de sociale medier. Men når man leder efter kritiske kilder om Katriona-trilogien, er det nemt endnu engang at tro, at jeg er den eneste i hele verden, som bekymrer mig om disse bøger. At især den akademiske verdens møde med Kat og Breda og Hermelinen og sølvhestene ligger på mine skuldre. Jeg håber, der er andre opgaver og specialer og afhandlinger derude, som bruger bøgerne, men jeg har ikke kunnet finde dem. Det har været en udmærket drivkraft til at gøre det ordentligt, så de, der læser mit speciale, kan opdage, hvor meget der er at tage fat i i Katriona-trilogien og måske selv få lyst til at læse den.

På den måde kan nostalgisk kærlighed, i stedet for at hindre den, drive ønsket om god akademisk objektivitet.

Fakta

Lene Kaaberbøls, Katriona-trilogi består af Sølvhesten, Hermelinen og Isfuglen, der udkom 1992-2000 på Klematis. Nye udgaver på Alvilda.

Camille Boelt Hindsgaul, f. 1992, er BA i engelsk og har gennemført en M.Phil. i børnelitteratur fra Trinity College i Dublin, Irland, hvor hun bor og arbejder. Har gået på Brønderslev Forfatterskole og det treårige ForfatterGrundKursus, FGK, i Esbjerg. Debuterede i 2014 med romanen QUICK food på forlaget Fuglekøjen og har bidraget til flere novelleantologier. I sin fritid fægter hun for sit universitet og har repræsenteret Irland på landsholdet for studerende i 2015.

IBBYs arkivalier er nu blevet indleveret på Det Kongelige Bibliotek, hvor de er vurderet bevaringsværdige og placeres i bibliotekets Håndskriftsamling. Den tidligere formand, Kirsten Waneck (86 – 89), har i første omgang påtaget sig det store arbejde at sortere materiale fra perioden 1964-1980.

For interesserede kan det oplyses, at man på hjemmesiden www.kb.dk, under menupunktet REX, kan indtaste Arkiv vedr. Selskabet for Børnelitteratur (Den danske sektion af IBBY) i søgefeltet. Her er det muligt at bestille arkivkasser til gennemsyn på læsesal. Bestyrelsen i IBBY afleverede i september materiale fra perioden 2000-2010 i Diamantens forhal. Det materiale vil også blive tilgængeligt på læsesal, når det er blevet registreret.

Efterlysning: Arkivmateriale fra 1980-1990 savnes

I IBBY er vi interesseret i at høre, om nogen skulle ligge inde med arkivmateriale fra selskabet. Materialet fra 1980-1990 er gået tabt i forbindelse med Skovlunde Biblioteks skimmelsvamp-renovering.

Fremover vil der kun være meget lidt fysisk materiale at indlevere til Håndskriftsamlingen, da selskabet nu stort set udelukkende benytter mailkorrespondance. Vi samler dog op på referater fra bestyrelsesmøderne, så de går ikke tabt. Desuden udkommer medlemsbladet Klods Hans jo stadig i fysisk form.

Bemærk:

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Omkring årtusindskiftet kunne man på seminarer afholdt af Center for Børnelitteratur indimellem møde en ældre dame, der udstrålede en naturlig myndighed. Det var Aase Bredsdorff, der efter en lang karriere i børnebogens og biblioteksvæsnets tjeneste ikke havde mistet sin interesse for området, og som derfor gerne brugte en lørdag på at lære nyt. Denne vedholdende nysgerrighed er ikke det eneste ved Aase Bredsdorffs biografi, der indgyder respekt.

Af Nina Christensen, Center for Børns Litteratur og Medier

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Interesserer man sig for børnelitteraturens historie, dukker Aase Bredsdorffs navn uophørligt frem i kilderne fra 1950’erne og frem. Mængden af debatindlæg, læserbreve, artikler, foredrag og pristaler viser en nutidig læser, hvor central en person hun var for børnebogen og udviklingen af børnebiblioteker. Vejen til denne position var en ret stejl karrierekurve: Som nyuddannet bibliotekar fik hun i 1944 sin første ansættelse og blev engageret i arbejdet med at styrke udviklingen og etableringen af børnebiblioteker. Endnu før hun fyldte 30, blev hun i 1948 udnævnt til souschef ved Københavns Kommunes Biblioteker. Da der i efterkrigstiden kom politisk fokus på kvaliteten af dansk børnelitteratur – dels fordi man frygtede dårlig indflydelse fra import af amerikanske udgivelser, dels fordi særligt produktion af billedbøger skabt af danske illustratorer var meget lav i efterkrigstiden – kom Aase Bredsdorff til at spille en stor rolle. Én politisk reaktion var etableringen af Kulturministeriets Børnebogspris, og Aase Bredsdorff fik sæde i det udvalg, der første gang uddelte prisen til Egon Mathiesen i 1954. Et andet politisk initiativ var nedsættelsen af et tværfagligt udvalg, der kom til at gå under navnet ”Det kulørte udvalg”, hvor Aase Bredsdorff repræsenterede børnebibliotekarerne. Et markant resultat af udvalgets arbejde var, at man igangsatte såkaldte børnebogskampagner til fremme for den gode børnelitteratur. Ikke overraskende blev Aase Bredsdorff en central person, først som menigt medlem i udvalget for Børnebogsugerne og i 1966 og 1971 som formand.

Med sit meget store engagement og sit organisatoriske talent drev Aase Bredsdorff børnebogspolitik. Fra 1957 og til 1981 var hun ansat først som konsulent og fra 1965 som biblioteksinspektør ved Statens Bibliotekstilsyn, og hendes efterhånden mange forskellige kasketter ledte da også i 1960’erne til kritik. Selv om det blev hævdet, at det var (for) snæver en kreds, der beskæftigede sig med børnelitteratur, er det set i bakspejlet bemærkelsesværdigt, hvor megen offentlig debat, der var om børnelitteratur i 1950’erne og 1960’erne, og hvor aktive formidlere, særligt lærere og bibliotekarer, var i diskussionerne.

Aase Bredsdorff delte gerne ud af sin viden som underviser og formidler. Frem til 1981 underviste hun i børnebøger og børnebiblioteker på Danmarks Biblioteksskole og skrev en lang række artikler om børnelitteratur. En bibliografi over hendes produktion i perioden 1948-1980 i bogen Børn, bøger, biblioteker. En hilsen til Aase Bredsdorff (1981) opregner 86 artikler, hvortil kommer en lang række anmeldelser i Bogens Verden, fx 41 anmeldelser af børnebøger i 1961. Titlerne på hendes artikler afspejler bl.a. kontinuerlige overvejelser over, hvad kvalitet er inden for børnelitteratur, et fokus på samarbejdet mellem skole- og børnebiblioteker, samt en stærk interesse for at børn i hele Danmark og hele verden skulle have adgang til bøger!

Det er derfor ikke overraskende, at Aase Bredsdorff spillede en væsentlig rolle for IBBY Danmark, Selskabet for Børnelitteratur. Under Besættelsen var hun involveret i modstandsbevægelsen som medlem af Frit Danmarks bibliotekargruppe, og i efterkrigstiden blev arbejdet med børnebøger og børnebiblioteker forbundet til ønsket om at skabe en mere fredelig og demokratisk verden. På Det Kongelige Biblioteks læsesal kan man i foreningens arkiver følge korrespondancen omkring IBBY Danmarks oprettelse i 1964, og Aase Bredsdorff sad som formand i perioden 1969-1972 og var i samme periode medlem af juryen for H.C. Andersen-prisen. I arkivkasserne ligger også fotodokumentation for de udstillinger af dansk børnelitteratur, hun var med til at etablere og vedligeholde i IBBY-regi.

Lægger man dertil, at Aase Bredsdorff var særdeles aktiv på børnebogsområdet i International Federation of Library Associations and Institutions (IFLA) tegner der sig billedet af en kvinde, der i høj grad havde ønske om, vilje til, mulighed for og ikke mindst evne til at præge, forandre og forbedre forholdene inden for det område, der havde hendes store interesse. At hun blev ved med at være opmærksom på alles ret til adgang til bøger afspejles af titlen på en af hendes sidste artikler: ”Indvandrerbørns biblioteksbetjening” (1980).

Da Aase Bredsdorff holdt tale for Egon Mathiesen ved uddelingen af Kulturministeriets Børnebogspris i 1954 sagde hun, at hans bøger kunne give børn gode eksempler, der kunne få dem til at lytte og forstå. Aase Bredsdorffs store og vedholdende engagement i børns bøger og adgang til litteratur er i sig selv et eksempel til efterfølgelse.

Litteratur:

Aase Bredsdorff: ”Egon Mathiesen”. I Børn og Bøger, nr. 3-4, 1954, s. 29-30

Anna Johansen: ”Aase Bredsdorff. En biografi.” I Inge Cramer (red.): Børn, bøger biblioteker. En hilsen til Aase Bredsdorff, 1981, s. 11-27

Mette Winge: ”Aase Dilling Bredsdorff”, i Dansk kvindebiografisk leksikon, http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/237/origin/170/