Udgivet: 25. august 2019

Programmet for Bogforum 2019 kan hentes ved at klikke på billedet.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen lørdag den 16. november 2019 kl. 13.30, hvor vi uddeler Klods Hans-prisen 2019 på Bellascenen. Prismodtageren afsløres først på dagen, men der er tre kandidater, som kan findes her.

Udgivet: 16. februar 2019

Generalforsamling 2016Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark holder generalforsamling torsdag den 28. marts 2019 kl. 18.00-21.00.

Generalforsamlingen holdes i kantinen hos Gyldendal, Klareboderne 3, København.

Dørene åbnes kl. 17.30, og vi er vært ved en sandwich og et glas vin eller vand. Generalforsamling kl. 18-19.30, derefter fortæller Ahmad Mahmoud om rejsen fra en bogfremmed barndom til en kassererpost i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Regnskab ved kassereren
4. Budgetforslag ved kassereren
5. Indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
7. Valg af a) bestyrelsesmedlemmer, b) revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen og skal være offentliggjort på foreningens hjemmeside senest 1 uge inden generalforsamlingen. Formanden kan kontaktes via info@ibby.dk.

Der skal vælges fire medlemmer til bestyrelsen, og følgende har allerede meddelt, at de stiller op:
Amanda Sandegaard (nyopstillet)
Bjarne W. Andresen (genopstillet)
Cecilie Bogh (nyopstillet)
Kent Poulsen (genopstillet)

Efter generalforsamlingen: Ahmad Mahmoud er vokset op i en familie, hvor hverdagen var præget af vold, kriminalitet og social kontrol. Biblioteket lå i baghaven og var Ahmads portal til verden udenfor parallelsamfundet.

I dag har Ahmad lagt den social/kulturelle arv på hylden, hvor den næsten er gemt og glemt mellem Ringenes Herre og andre klassikere. Han vil på sin sædvanlige tragikomiske facon fortælle om et liv, hvor bogen ikke havde værdi, men på trods af denne begrænsning ændrede hans liv.

Udgivet: 2. februar 2019

Statusseminar 2019

Statusseminar for børne- og ungdomslitteratur med overblik over årets (2018) børne- og ungdomsbøger.

Allerede ved indskrivningen var der godt humør og høje forventninger.

Fredag den 18. januar 2019 kl. 9-16 mødtes fagpersoner fra alle børnelitteraturens aktører på Biblioteket på Rentemestervej, København. Læs her på siden om arrangementet og få litteraturlister mm.

Efter morgenmad og indskrivning bød Eline Mørch-Jensen fra Selskabet for Børnelitteratur velkommen og gav praktiske oplysninger. På sæderne lå dagens program, litteraturlister og deltagerlister. Der var lagt pauser ind til networking og spørgsmål, og vores hårdtprøvede teknikker baksede imens med lyden.

Betina Falsing, ligeledes medlem af bestyrelsen i Selskabet for Børnelitteratur, fortalte om bogbotten, som er ejet og financieret af Selskabet og drives af frivillige. Siden giver adgang til et sandt hav af boganmeldelser, skrevet af fagpersoner. Man kan søge på alder, på genrer og på meget mere.

Dagens første gennemgang af årets bøger stod Julie Arndrup og Laila Heskjær for. De fortalte om litteratur for tweens. Julie Arndrup er børnebibliotekar, projektleder og litteraturformidler, bl.a. via instagram og podcasten Børnebogcast, og Laila Heskjær er børnebibliotekar og cand. mag i moderne kultur og kulturformidling. Deres præsentation kan hentes i Power Point her.

Året YA-litteratur fortalte master i Børnelitteratur, lærermiddelforfatter, folkeskolelærer, PLC-medarbejder og redaktør på Bogbotten, Maria Louise Bjørn Bjerrum om.

Maria Louise Bjørn Bjerrums Power Point kan hentes her.

Efter en kort pause fik vi en peptalk om Læs for livet, som har modtaget Selskabet for Børnelitteraturs Klods Hans-pris.

Læs for livet kan besøges her og er et initiativ, som bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv.

Illustrator og billedkunstner Kasper Købke fortalte om en illustrators hverdag kan være ved at give et eksempel fra sit eget arbejde.

Kasper Købke leverede et oplæg, hvor også deltagerne blev aktive, idet de selv skulle tegne.

De billedbøger, Kasper Købke omtalte i sit oplæg, kan ses her.

Inden frokost var der workshops, hvor man kunne tale med og stille spørgsmål til oplægsholderne. Der var også mulighed for at få hands on på de omtalte bøger. En stor del af deltagerne benyttede lejligheden til at netværke og til at se udstillingen af (et lille udvalg af) årets børne- og ungdomsbøger, som biblioteket havde stillet frem bagerst i lokalet.

Efter frokost lagde vi ud med endnu en pep talk, denne gang om masteruddannelsen i børns litteratur og medier.

Forfatteren Kristina Aamand fortalt om sin baggrund og sit forhold til bøger. Hun fulgte det op med et oplæg om brugen af hendes ungdomsbøger i undervisningen i udskolingen.

Kristina Aamands oplæg skal opleves live, men hun har delt sine Power Points med os. De kan hentes her.

Nadia Mansour, ph.d.-studerende ved læreruddannelsen, VIA Aarhus og Aarhus Universitet tog tråden op med et oplæg om multikulturel litteratur i danskfaget i skolen.

Både henvisninger til børnebøger og en del af de teoretiske betragtninger er tilgængelige for både deltagere og andre i Power Pointen her.

Flemming Møldrup er vært for tv-litteraturprogrammet “Vild med bøger” og børnebogsforfatter. Han interviewede forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen om hendes børnebog Havpaladset, som er illustreret af Otto Dickmeiss (Gyldendal 2018).

Özlem Cekic, dialogkaffe-kvinde, foredragsholder og forfatter til serien om pigen Ayse, rundede dagen af med at tale om, hvordan børnebøgerne i hendes liv har inspireret hende som menneske.

Hent programmet i pdf her.
Hent en samlet litteraturliste med program her.

Udgivet: 14. december 2018

OBS!OBS!OBS!

Statusseminar for børne- og ungdomslitteratur den 18.1.2019 flytter til Biblioteket på Rentemestervej i København på grund af risiko for støj- og støvgener i forbindelse med bygningsarbejde på Kulturstationen Vanløse.

Vi har rigtig gode erfaringer med Biblioteket på Rentemestervej, hvor vi også i januar i år afholdt sidste Statusseminar, og er taknemmelige over, at de igen lægger hus til. Det smukke bibliotek og kulturhus, skabt af tegnestuen COBE, ligger i det københavnske nordvestkvarter, nærmere bestemt Rentemestervej 76, 2400 København NV, hvortil man kan komme med bus nr. 5C og 350 C fra Nørreport station (til Huldgårds Plads/Frederikssundsvej).

Læs mere om statusseminar for børne- og ungdomslitteratur 2019 her.

(Foto fra statusseminar 2018 i Biblioteket på Rentemestervej: Bjarne W. Andresen.)

Udgivet: 12. december 2018

BREAKING NEWS: Özlem Cekic på statusseminaret

Program-ændring på Statusseminar for børne- og ungdomslitteratur 2019: Özlem Cekic, dialogkaffe-kvinde og mor til bøgerne om pigen Ayse, runder dagen af med at fortælle om sit liv med børnelitteraturen efter afbud fra Peter Mygind.

Ôzlem Cekic vil bl.a. fortælle om hvilke børnebøger der har betydet noget for hende som menneske og hvorfor, hvilke bøger hun har fået læst højt eller læst selv og om hvilke bøger hun har savnet – også når hun har læst højt for sine egne børn. Og om hvad der fik hende i gang med at skrive serien om Ayse.

Foto: Jens Ulrich.

Udgivet: 28. oktober 2018

Di Heslige Slønglers Klup modtog Klods Hans-prisen 2018 på BogForum 27. oktober 2018. Anne Sofie Hammer læste eventyret om Klods Hans, og Rasmus Bregnhøi havde tegnet årets plakat. Betina Falsing fra bestyrelsen ledte os gennem arrangementet og gav også en tale, hvor hun begrundede valget af Di Heslige Slønglers Klup.


Modtagerne af Klods Hans-prisen afsløres først for offentligheden under overrækkelsen. Men når der sidder en flok sløngler på første række, kan man få en anelse.

 

Der var mødt et talstærkt publikum op for at overvære arrangementet. Tak til alle, som har været med til at støtte op om vores anerkendelse af “en person, institution eller gruppe, der med entusiasme og nytænkning har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen,” som det hedder i prisens formål.

Anne Sofie Hammer kom og læste op af eventyret om Klods Hans. Oplæsningen er en tradition, og i år har Anne Sofie velvilligt støttet os på denne måde. Også tak til hende.

 

 

Betina Falsing motiverede vores valg af De Heslige Slønglers Klup. Hele talen vil blive bragt i kvartalsbladet Klods Hans nr. 4-2018. De Heslige Slønglers Klup står bl.a. bag Sløngeldage.

 

 

Modtageren af Klods Hans-prisen vælger en kunstner, som fremstiller et originalt værk. Der følger ikke penge med Klods Hans-prisen, værket er den konkrete pris.

 

 

I år har Rasmus Bregnhøi illustreret denne plakat, som først blev afsløret ved prisoverrækkelsen.

 

 

 

Oversløngel Uffe Høi holdt en takketale.

 

 

 

Efter prisoverrækkelsen var Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, vært ved et traktement for prismodtagere og gæster.

 

Udgivet: 31. august 2018

Statusseminar for børne- og ungdomslitteratur 2019

– Overblik over årets (2018) børne- og ungdomsbøger med fokus på de vigtigste og mest spændende tendenser på området herhjemme.

Fredag den 18. januar 2019 kl. 9-16 på Biblioteket på Rentemestervej, København (Obs! Tidligere var statusseminaret annonceret på Kulturstationen Vanløse, men vi har flyttet det på grund af risiko for støj- og støvgener i forbindelse med bygningsarbejde.)

PROGRAM:

09.00-09.30:   Morgenmad og indskrivning
09.30-09.45:   Velkomst
09.45-09.50:   Pep talk: Bogbotten
09.50-10.20:   Årets bøger for tweens v. Julie Arndrup, børnebibliotekar, projektleder og litteraturformidler, bl.a. via instagram og podcasten Børnebogcast, og Laila Heskjær, børnebibliotekar og cand. mag i moderne kultur og kulturformidling
10.20-10.50:   Årets YA-litteratur v. Maria Louise Bjørn Bjerrum, Master i Børnelitteratur, lærermiddelforfatter, folkeskolelærer, PLC-medarbejder og redaktør på Bogbotten
10.50-11.05:   Pause
11.05-11.10:   Pep talk: Læs for livet
11.10-12.10:   Årets billedbøger og grafic novels v. Kasper Købke, illustrator og billedkunstner
12.10-12.40:   Workshops med oplægsholderne + hands on på de omtalte bøger
12.40-13.25:   Frokost
13.25-13.30:   Pep talk: Masteruddannelsen i børns litteratur og medier
13.30-14.00:  Om brugen af hendes ungdomsbøger i undervisningen v. Kristina Aamand, forfatter
14.00-14.30:  Om multikulturel litteratur i danskfaget i skolen v. Nadia Mansour, Ph.d.-studerende ved læreruddannelsen, VIA Aarhus og Aarhus Universitet
14.30-14.45:   Pause
14.45-15.15:   Vild med børnebøger: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter, i samtale med Flemming Møldrup, vært for tv-litteraturprogrammet Vild med bøger og børnebogsforfatter, om hendes børnebog ”Havpaladset”, illustreret af Otto Dickmeiss (Gyldendal 2018)
15.15-15.20:   Pep talk: IBBYs Fyraftensmøder
15.20-15.50: Özlem Cekic, dialogkaffe-kvinde, foredragsholder og forfatter til serien om pigen Ayse, om hvordan børnebøgerne i hendes liv har inspireret hende som menneske.
15.50-16.00:   Farvel og tak!

Hent programmet i pdf her.

Tilmelding via Bibliodan.

Pris: Enkeltpersoner: 1095 kr. Institutioner: 1395 kr. pr. person.

Bemærk: Tidsfristen for early bird-pris udløb 28.10.
Bemærk også: I en tidligere udgave var Peter Mygind på programmet, men han har desværre meldt afbud.

Arrangør: Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark,

Udgivet: 24. marts 2018

Læs referatet fra generalforsamlingen ved at klikke på billedet af Jens Raahauge, som giver et indslag efter dagordenen er afviklet.

 

Udgivet: 8. marts 2018

Litteratur for børn og unge - i tal og medier(Artiklen har været bragt i medlemsbladet Klods Hans, som er et kvartalstidsskrift om børnelitteratur. Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Af lektor, cand.pæd. og master i børnelitteratur Søren Fanø

Det futuristiske bibliotek på Rentemestervej i København lagde lokaler til dette års statusseminar arrangeret af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Syv timer om børne- og ungdomslitteraturen i en foranderlig, digitaliseret verden med oplæg, forfatterbesøg og nordisk børneillustrationskunst.

Rubrikken på artiklen refererer til, at deltagerne undervejs på dagen blev præsenteret for en masse titler og overvejelser over bogens materialitet og dens fysiske og taktile beskaffenhed.

Med udgangspunkt i sin afhandling fortalte lektor, Ph.d. Ayoe Quist Henkel om børne- og ungdomslitteraturens æstetiske udvikling i et digitaliseret og medialiseret tekstlandskab. Denne digitaliserede virkeligheds betydning for både form og indhold i romaner som Sarah Engells Valget og Laura Ringos Cremasterrefleksen blev belyst. Her integreres mobil, mail, Skype, Messenger, Facebook og de andre sociale medier og spiller en væsentlig rolle for både formen og indholdet.  Ayoe Quist Henkel viste i sit oplæg opslag fra den nye spændende app-version af den illustrerede roman Nord (Høst & Søn, 2017) som forfatteren Camilla Hübbe og illustratoren Rasmus Meisler udgiver i marts 2018 (Nord Forlag). En af de få nye litterære apps der er på vej.

Det er en overvejelse værd, om papirbogen har det godt, fordi den har svaret igen på den digitale udfordring med lækkert design og er blevet en oplevelse i sig selv – og fordi den har et spændende og relevant indhold i et ofte godt sprog.

Jens Raahauge gennemgik de indstillede værker til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2017 med ekskurser til de tidligere års indstillede værker og fik på en halv time slået tanken om et fælles nordisk børne- og litteratursyn til jorden, drøftet forskelle i kønsopfattelse, Gud i litteraturen, historiesyn og sproget i Norden.

Det er ikke, fordi vi danskere er bedre end de andre nordiske lande, men der går en kønsopfattelsesgrænse ved Malmø. Dette eksemplificerede Raahauge ved, at figuren Storm i den grafiske roman Hjertestorm / Stormhjerte i Sverige blev anset for at være seksuelt udfarende. Omvendt ville en indfølt roman om to søskendes incestforhold, som svenske Elin Bengstssons Ormbunkslandet (Bregnelandet), nok have det svært på det danske marked, ligesom Sankt Nielsen og Madame Karrebæks Da Gud var dreng bare ikke går ude på Vestlandet i Norge. Til gengæld vil norske Bjørn Ingvaldsens barske børneroman Far din om en dreng, hvis far kommer i fængsel, nok opleves som værende så grum, at den vil få svært ved at finde en dansk udgiver.

Endelig blev vinderen fra 2017, Ulf Stark og Linda Bondestams forunderligt smukke lyrikbilledbog Djur som ingen sett utom vi, præsenteret. Et særdeles smukt nordisk kompromis. Mon den kommer på dansk? Det er der meget, der ikke gør. Sådan er der så meget (u)forståeligt mellem nordiske venner.

Leder af Afdeling Læring ved Helsingør Kommunes Biblioteker Caroline Sehested fortalte om årets mange billedbogsudgivelser. Det har været et godt år for billedbogen både på indholds- såvel som på udtrykssiden. Det er, som om billedbogsæstetikken lige nu kigger tilbage på 1920’erne og 1970’erne. Der eksperimenteres med farverne sort / hvid / rød i illustrationerne. Filosofi med børn dyrkes mere og mere, også med udgangspunkt i billedbogen, og endelig er det den glade, stærke pige (og den fjollede far), der fylder i flere af værkerne.

Anne-Mette Hermansen, konsulent for de pædagogiske læringscentre, fortalte om årets mange Læse Let bøger, fra de lydrette og lydnære til de sjove og de, der leger med sproget som Rambo får briller af Marie Duedal. Så er der de bøger, der handler om (piger og) heste og de, der handler om sport – her lagde Anne-Mette Hermansen især vægt på den inspirerende serie fra Carlsens Læsestart: Læs med landsholdet og Nadia Nadim – og flere andre landsholdsprofiler af begge køn. Der ligger stadig meget skidt i diverse læsekasser med forskellig farvemarkering. Læse Let området er et særdeles væsentligt område. Godt der er nogen, der gør noget, så nye læsere lokkes ind i bogverdenen – bl.a. ved at bogen er lækker, med godt indhold, fast indbinding og ikke et hæfte.

I frokostpausen var der fernisering på udstillingen Into the wind i Bibliotekets foyer, en aldeles glimrende vandreudstilling med nordiske illustratorer, oprindelig startet af organisationen Kulturkind i Berlin og det Nordiske Hus i Reykjavik. Kurator Ulrike Nickel fortalte om og viste rundt i udstillingen.

Ph.d.-studerende Felix Paulsen fra Aarhus Universitet fortale om tegneserien, der er blevet in igen, dog uden at det vælter ind med danskproducerede tegneserier og graphic novels for børn og unge som Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabels Skæbnemageren eller Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis Mira. Felix Paulsen understregede, at det, vi oplever, er, at både i legen med genrer og i formidlingen af fortællingen følger tegneserien og den grafiske roman den materielle såvel som den medielle udvikling i litteraturen for børn og unge. Der er ingen tvivl om, at tegneserien også har fat i en anden målgruppe end den rene verbaltekst har.

Kim Leine, Peter Bay Alexandersen og Skovpigen Skærv (Gyldendal, 2016) var i fokus i en samtale om samarbejdet mellem forfatter og illustrator styret af Eline Mørch Jensen. En spændende samtale der førte parterne vidt omkring i skabelsesprocessen af det store værk. Det havde dog været oplagt at bede Kim Leine læse op fra bogen og få Peter Bay Alexandersen til at vise nogle af illustrationerne og fortælle om tankerne bag.

Dagen sluttede med, at en veloplagt Elisabeth Gjerulff Nielsen sang og fortalte sig gennem sine børnesange, børnebøger og sin vestjyske opvækst med salmer, ugebladsnoveller og børnebøger. En fornøjelig afslutning på en lang dag, men også en reminder om, at både synet på barnet og litteraturen har ændret sig radikalt op gennem 60’erne, 70’erne, 80’erne og frem til i dag.

Tak for en rigtig god dag, der måske var lidt for lang, da deltagerne begyndte at sive på weekend midt på eftermiddagen. Tak for et godt statusseminar 2017. Vi ses næste år for at diskutere al den spændende litteratur for børn unge, der er på vej ud til læserne i mange medier og voldsomt bevidste om sin egen materialitet.

Se litteraturlister m.m. på www.ibby.dk/statusseminar-2018.

Udgivet: 7. marts 2018

Lis Andersen:

Ved generalforsamlingen den 15. marts takker jeg af som formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, og forlader bestyrelsen. Det er i utide og skyldes et nyt arbejde. Jeg gør det imidlertid med stor sindsro, da Bjarne W. Andresen stiller op til posten. Han har været en stor støtte og en del af ledelsen gennem det forgangne år. Et spændende år, i en turbulent tid, hvor Selskabet vokser og udfordringerne ditto. Tak til bestyrelsen og samarbejdspartnere for det forgangne år og god vind fremover!

Jeg vil fortsat være tilknyttet redaktionen af bladet Klods Hans.


Bjarne W. Andresen:

Som Lis skrev, stiller jeg op til formand. Jeg har siddet i bestyrelsen siden 2015. Det seneste år har jeg været næstformand. I Selskabet har jeg især lagt en indsats omkring hjemmeside, Facebook, Klods Hans og cafemøder i Aarhus, hvor jeg bor. Desuden har det være vigtigt for mig, at bestyrelsen og de øvrige aktive arbejder godt. Vi er en gruppe meget forskellige mennesker med forskellige vinkler, og det er en stor styrke, når det spiller godt sammen.

Min uddannelsesmæssige baggrund er dels lærer, dels pædagog, dels master i børnelitteratur. Jeg arbejder som støttepædagog på en folkeskole tre dage om ugen og kan dyrke min interesse for børnelitteraturen den resterende tid. Jeg har netop haft 15 års jubilæum som boganmelder på hjemmesiden Pædagogen, som tidligere hed JAGOO. Siden 2009 har jeg også været litteraturredaktør på Pædagogen.